Vidensbank: Fællesskab

Der er fællesspisning 5 dage om ugen i vores fælleshus, og vi dyrker en stor del af maden selv. Vi arbejder med permakultur og har skovhaven, hvor man dyrker en blandingskultur af flerårige og fødevareproducerende grønsager, buske og træer. Blandingen af forskellige planter er en fordel, fordi planterne kan udnytte sollyset i forskellige dele af året, de udnytter jordens næringsstoffer forskelligt og bevarer tilsammen vandet i jorden. Disse fordele gør hele systemet meget produktivt, og det bliver meget modstandsdygtigt over for sygdomme.  Når vi er mange til at hjælpes ad, kan vi organisere arbejdet ved at dele opgaverne imellem os, så det bliver overskueligt for den enkelte. Vi kan også danne arbejdshold, så vi f.eks. skiftes til at passe dyrene og ikke bliver bundet af altid at skulle være hjemme. Udover selve produktionen af fødevarer forarbejde vi råvarerne, ved f.eks. bagning og fremstilling af ost. At udvikle og eksperimentere med fødevareproduktion i permakultur, ser vi som en opgave i sig selv, da vi ikke er nået ret langt på dette område i Danmark. Vi vil gerne udbrede viden om permakultur f.eks. ved at holde kurser om emnet. 

Vi har fællesspisning to gange om måneden med rullende ugedage. Det fungerer meget fint. Der er stor opbakning og har ingen negative erfaringer med det. Den regelmæssige kontakt er rigtig godt - vi får en fin fornemmelse af, hvor hinanden er i bofællesskabet.Vi laver almindelig hverdagsmad - et hus pr. gang står for maden, og vi betaler 50 kr. pr. person incl. et par glas vin.

Fællesspisningen kører overvejende godt,  - det går lidt op og ned med hvor meget tilslutning, der er. Noget der er kommet med årene, er at aldersspredningen er større nu, og vi spiser på forskellige tidspunkter. Vi har lige haft en proces for at se, hvad er barrieren for ikke at deltage i fællesspisningen, og nu prøver vi at spise kl. 18:00 for at se, om det kan få småbørnsfamilierne med. Det kræver også, at vi kan starter 16.15 med at lave mad. I perioder har der været en mandagsspiseklub, hvor man startede kl. 19, vi har bedre tid, vil laver bedre mad, og børn er ikke velkommen pga støj. Den har gjort, at nogle flere er kommet med om mandagen, så det er et yderligere tilbud. 

Vi har fællesspisning 4 dage om ugen med en ”rullende” fridag fra mandag til torsdag. Der er altid spisning om fredagen.  Der er ikke fællesspisning på lørdage, søn- og helligdage, samt i skoleferierne. 

Fællesspisningen er det ’kit’, der binder os sammen. Man er derfor som udgangspunkt tilmeldt fællesspisningen, og melder fra hvis man ikke kan deltage. Det skal ske senest kl. 19 dagen før, som er samme frist for tilmelding af gæster. Man kan man få mad taget fra og hente den i køkkenet, hvis man lægger en seddel i køkkenet til madholdet. 

Madholdet består af 7 personer for en uge og består af forskellige bofæller fra gang til gang. Der laves en plan over, hvilke voksne der er på madhold i hvilke uger, madplanen laves for ca. 20 uger ad gangen. Madholdet mødes ugen forinden, som regel om mandagen, og planlægger menuen, samt fordeler madtjanser, opvasketjanser og rengøringstjanser som beskrevet på det skema, som er udarbejdet til madholdet.

Madholdet har ansvaret for, at der købes ind, tilberedning af maden, rengøring efter rengøringsplanen der hænger i køkkenet, og tilstræber at madbudgettet overholdes. 

Børn under 12 år, der er med i køkkenet, er der på forældrenes ansvar. Børn skal vejledes og indføres på madholdet. De skal også føle sig ansvarlige for maden og de skal have varieret arbejde. Det er børnenes forældre, der skal give lov til at børnene må betjene maskinerne i køkkenet. Børn, der betjener maskiner, skal holdes under opsyn af voksne bofæller på madholdet. 

Det er madholdet, der afgør, hvad der skal ske, hvis en eller flere af madholdets medlemmer bliver syge. Menuen kan reduceres, rengøring kan reduceres, eller i værste fald kan maden aflyses. Det er altså ikke den syges problem at skaffe en afløser, så man kan være syg med god samvittighed, og madholdet kan altså i givet fald aflyse middagen med god samvittighed. 

Maden skal være sund og ernæringsrigtig. Madholdet tager hensyn til allergikere, vegetarer og andre, der har behov for særlige hensyn. Der bruges varer fra butikken, fra grøntkælderen eller fra urtehaven. Andre varer købes med omtanke og hensyn til økologi, kvalitet og pris.

Fællesspisning er en vigtig aktivitet i de fleste bofællesskaber. Måske den vigtigste. Hos os i Bofællesskabet Æblevangen i Smørumnedre er det helt særlige, at det er kokken, der bestemmer menuen og betaler. Sådan har det været siden bofællesskabets etablering i 1980. De daværende beboere – nogle af os er her endnu – indså, at det med pengene alligevel ville udligne sig i det lange løb. Der er ingen, som siden i alvor har udfordret den sædvane.

Fællesspisning lyder som om alle bofællerne spiser sammen. Det gør vi kun ved helt særlige lejligheder: nytårsaften, efter de fælles arbejdsdage og ved andre store festlige lejligheder. Nå, ja faktisk er alle der jo heller ikke ved disse lejligheder. I det daglige opererer vi med mindre spisegrupper, hvilket i høj grad skyldes indretningen af vores fælleshus – som jo også blev fastlagt af de tidligste beboere sammen med arkitekten.

Bofællesskabet består af 18 dobbelthuse – altså 36 boliger – foruden et stort fælleshus. Da vi flyttede ind omkring årsskiftet 1980 var der 140 bofæller – lige mange børn og voksne. Her i begyndelsen af 2025 er der 83 voksne og 15 børn. I fælleshuset er der et stort, rimeligt veludrustet køkken med en ”spisestue” på hver side; men køkkenet er ikke et ”industrikøkken”. I hver spisestue er der plads til 32-36 spisende.

For tiden er der én spisegruppe hver hverdag. Fredag dog 3: hhv. ”hver fredag”, ”fredag sommetider” og ”sidste fredag i måneden”. Lørdag er der ingen spisegrupper; men en søndag i hver måned spiser beboerne fra hver af de fire torve, som Æblevangen kan opdeles i, sammen. Deltagelse i spisegrupperne er frivillig; men alle deltager i en eller flere spisegrupper, og har man først meldt sig, er man som regel med i lang tid – evt. flere år.

I bofællesskabets første mange leveår blev alle husene opsøgt en gang om året af en lille gruppe, som på frivillig basis søgte at omorganisere spisegrupperne – hensigten med dem var jo (også), at bofællerne skulle lære hinanden at kende. Derfor var – og er – det en god idé, at skifte spiseklub med mellemrum. Denne nyttige ”røren i gryden” ophørte efterhånden.

Det gælder antagelig mange bofællesskaber – måske alle, at de efter en årrække har fundet formen – er stivnet en smule – og kunne trænge til lidt omrøring i gryden. Der er jo bevægelse nok til en start, når alle er nye og alting skal opfindes. 20 år senere kan det være temmelig sejt, hvis man kommer som en ny familie og vil ændre på tingene.

Det er almindeligt, at hele husstanden deltager i samme spisegruppe; men der er ikke noget i vejen for, at det fx kun er den ene voksne, der deltager sammen med evt. børn. Hvis man ikke kan deltage en dag, forventes det, at man melder afbud til kokken. Det er almindelig høflighed.

I nogle situationer – fx sygdom i hjemmet – er det helt naturligt, at man kan hente sin mad og spise den hjemme – men ellers er idéen her, at man spiser sammen i fælleshuset. Det er muligt at medtage gæster i alle spisegrupper hos os. Man kommer naturligvis ikke med en halv snes gæster uden at have spurgt kokken på forhånd. Der er altid mad til en eller to mere.

Vi har også spisegrupper, hvor der fast deltager tidligere bofæller – og de indgår på lige fod med andre kokke og medhjælpere. En bofælle kan til enhver tid tilmelde sig en spisegruppe – og det er en uskreven regel, at man ikke kan afvises. Hvis en spisegruppe efter deltagernes opfattelse bliver for stor, kan den dele sig i to, eller man kan benytte begge ”spisestuer”.

Man kan også til enhver tid melde sig ud af en spisegruppe; men man bør lige tjekke, hvor man står på kokke- og medhjælperlisten. Ellers kan der falde gnubbede ord. Det hensigtsmæssige er naturligvis at melde til eller fra, når kokkelisten alligevel skal nyskrives. Derfor sender listeførerne også en besked til alle, når det er tid.

Hver spisegruppe har en listefører, som laver listen over, hvem der er kok, og hvem der er medhjælp. Kokken og medhjælpen er voksne, og om muligt har de en børnemedhjælp. Børn bliver børnemedhjælpere, når de starter i 1. klasse og ½-kokke, når de fylder 12. To ½-kokke deles om såvel kokketjans, som medhjælpertjans. Når man fylder 15, er man, som kok betragtet, voksen.

Principielt skilles par, samt børn og forældre ved disse køkkentjanser. Det er jo en klar hensigt, at man skal lære de andre at kende – og evt. dårlige vaner slippes helt, hvis persongalleriet er ændret i forhold til det daglige.

Der er vedføjet et – lettere anonymiseret – eksempel på en såkaldt kokkeliste fra 2015. I listen findes også en kolonne til en ”Medhjælp 2” – en mulighed, der kan være i brug især, hvis nogen af os ældre ønsker det, eller der er et åbenbart behov. Det er sket – men uhyre sjældent – at en kok eller medhjælp har glemt sin tjans, eller at en spisegruppe må aflyses. I praksis har systemet vist sig ganske robust siden 1980.

Eksempelgruppen havde – som det fremgår – nedskrevne regler. Man kan også se, at de på tidspunktet var næsten 10 år gamle. Det var og er i øvrigt sådan, at spisegrupperne bestemmer deres egne regelsæt – som hverken behøver at være omfattende eller nedskrevne. Det vigtigste er formentlig, at man er enige om, hvornår der spises.

Der er naturligvis – kan man skrive i dag – vegetariske spisegrupper; men det har i årevis været en klar tendens, at madlavningen bevæger sig mere og mere mod det grønne i alle spisegrupper. Navnet på spisegruppen i eksemplet ”Rød/grøn” henviser ikke til maden; men til farven på lampeskærmene i de to spiseafdelinger hhv. røde og grønne.

Rødt køkken og grønt køkken – som vi også kalder spiseafdelingerne – var begge i brug, når alle kom til onsdagsspisning. Da det er kokken, som betaler, er det også kokken, der har ret til at tage overskydende mad med hjem. Hvis overskuddet er stort – også af en enkelt ingrediens – er det almindeligt, at kokken opfordrer deltagerne til at tage noget med hjem. Der er også enkelte hønsehold, som også er glade modtagere.

I tilfælde af sygdom i et hus – eller andre særlige omstændigheder – hvor det er vanskeligt eller umuligt at få hverdagen til at hænge sammen, er det praksis, at spisegrupperne leverer mad. Det gælder både til medlemmer og ikke-medlemmer. Hvis nogen i huset kan hente maden, gør de det, ellers bliver den bragt. Der er jo efterhånden en del huse med kun én beboer.

Regelsæt skal jo altid forstås med smag, og regel 7 i eksemplet er det ikke overholdt i nyere tid. Nogle af os gamle har en erindring om, at det lykkedes i ældre tid. Men dokumentation har vi jo ikke – kun erindringen. Og den er som bekendt ikke noget sandhedsvidne.

Mageløse er et unikt bofællesskab bestående af 29 private boliger og et fælleshus. Her bor 52 voksne og 30 børn, med en ligelig fordeling af børnefamilier og ældre. Bofællesskabet blev initieret af Furesø Kommune i november 2015, og de første beboere flyttede ind i marts 2019. Det var fuldt udbygget i oktober 2020.

En vigtig drivkraft for fællesskabet er fællesspisning, som foregår 4 til 5 dage om ugen. Tre personer står for madlavning og oprydning, og kokkegrupperne skifter hele tiden, hvilket sikrer variation og samarbejde. Det er kokkegruppen, der suverænt bestemmer menuen og krydser af, hvilke specialhensyn (vegetar, allergier etc.), de tager.

Afregning sker via en app, der deler udgifterne ud efter de middage, man har deltaget i. Børn mellem 3 og 13 år betaler halv pris. Typisk deltager 30-55 personer i fællesspisningen, og madprisen ligger mellem 20-50 kr. pr. voksen, med et gennemsnit på 30-35 kr.

Fællesspisning er en vigtig del af fællesskabet, hvor man via faste rutiner, er sikker på at man mødes. Vi har fast dag for fællesspisning, men også ad-hoc arrangementer, som julefrokost og sommerarrangement. Vi skiftes til at lave maden, og de der laver den, bestemmer indhold.

Bofællesskabet Hesselløkke er beliggende i Vollerup, 5 km fra Sønderborg. Foreningen, der blev stiftet i 1991, består af 18 boliger og et fælleshus. Vi er i øjeblikket 28 voksne, 3 unge (12-18 år) og 12 børn (2-11 år). Vi spiser sammen i fælleshuset 4 dage om ugen – mandag til torsdag, undtagen skolernes sommer- og juleferie.

Vi har et industrikøkken med komfur, kipsteger, konvektionsovn, kartoffelskræller, grøntsagssnitter m.v. samt en industriopvaskemaskine. Køkkenet er indrettet til at kunne holde kød og grøntsager adskilt. Et madhold køber ind, laver maden og sørger for, at der er serveret kl. 18:00. Madholdet bestemmer, hvad der skal laves på dagen. Efter spisning står et opvaskehold for oprydningen. Madholdet går i gang omkring kl. 16:00, og opvasken tager 1-2 timer.

Madholdet består af 3 personer: 1 kok og 2 hjælpere (kulier). Kokken bestemmer dagens menu, står for indkøb og leder madlavningsprocessen, mens kulierne udfører kokkens anvisninger. Et opvaskehold består ligeledes af 3 personer. Madholdet og opvaskeholdet kan være det samme, og det er muligt for én person at tage sig af begge opgaver. For at fordele arbejdet retfærdigt mellem deltagerne, bruger vi et pointsystem: en kokketjans giver 5 point, en kulitjans 2 point, og en opvasketjans 1-2 point. Året er inddelt i perioder på ca. 6 uger, og man optjener ca. 12 point pr. periode. Fællesmaden bliver aflyst, hvis madholdet eller opvaskeholdet ikke er fuldtalligt.

Økonomi og deltagelse: En voksen betaler 27 kr. pr. måltid, en ung 18 kr. og et barn 9 kr. Børn under 2 år spiser gratis. Ud fra antal tilmeldte beregnes et beløb, hvor 10% fratrækkes til fællesvarer som mel, salt og peber. Madholdet kan købe ind for dette beløb. Det er forventet, at alle deltager i madordningen, men man kan blive fritaget ved særlige omstændigheder, f.eks. dårligt helbred. Der er ingen forpligtelse til at spise i fælleshuset, og man kan få maden sat til side eller bragt, hvis det er nødvendigt.

Man kan invitere gæster til middag, og hvis man får gæster i sidste øjeblik, kan man tale med kokken om muligheden for at inkludere dem. Man skal melde fra, hvis man ikke ønsker at spise med. Det er også forventet, at alle voksne tager en kokketjans hver periode, hvis ikke de er fritaget. Administrationen af tjanser, tilmelding og menu annoncering foregår i et Google regneark.

Historie og udvikling: Madordningen har ændret sig gennem årene, især med hensyn til mandskabet. Tidligere varede madholdet en uge ad gangen og tog både madlavning og opvask. Planlægning af ugens mad foregik om søndagen, hvilket gav fordele i forhold til indkøb og muligheden for at genbruge rester. Senere blev det mere fleksibelt, og madholdene gik over til at dække en enkelt dag ad gangen. Denne løsning tilbød større fleksibilitet, men påvirkede indkøb og variation i retterne. Over tid har vi fundet rutine i madlavningen og reduceret madholdet til 3 personer.

Tidligere blev administrationen af madordningen håndteret på papir, men nu bruger vi Google Sheets. Madøkonomien er blevet mere digitaliseret, fra kontanthåndtering til netbank og MobilePay. Madregnskabet fremlægges og godkendes på den årlige generalforsamling, og der holdes løbende øje med økonomien for at justere priserne om nødvendigt.

Madpræferencer og allergier: Vi har ingen specifik madideologi, og menuen afhænger af kokkens fantasi og ambitioner. Salater er ofte en del af hovedretten, og der er typisk grøntsager som gulerødder, agurk og tomat til børnene. Maden har en tendens til at blive mere vegetarisk, hvilket strækker budgettet, og mange unge foretrækker det. Vi har haft enkelte fødevareallergier, som chiliallergi og nikkelallergi, men disse er blevet håndteret med særlige portioner til de berørte.

Trods periodiske diskussioner om at gøre madordningen frivillig, har ordningen for det meste været velbevaret. Fordelen er, at beboerne mødes dagligt, løser opgaver i fællesskab og opretholder en føling med hinanden, hvilket letter beslutningsprocesserne på fællesmøderne.

Vi er midlertidigt gået fra fem til fire dage om ugen med fællesspisning, bl.a. på grund af flere forskellige sygdomsforløb hos nuværende beboere. Det har gjort det for presset at lave mad alle fem hverdage, da der er færre til at tage madtjanser. Beslutningen blev taget over flere omgange, og det var en følelsesladet og svær diskussion. Dels fordi de, som ikke kan deltage, kan føle sig forpligtet ud over, hvad de kan yde, og de, der kan deltage, kan blive presset af at skulle tage flere tjanser.

Nogle ønskede at opretholde de fem ugentlige spisedage og tilbød at tage ekstra madtjanser for at det kunne lade sig gøre, men det viste sig alligevel ikke at være muligt at opretholde de fem dage i øjeblikket.

Vi har løbende forskellige "særordninger" for beboere. For eksempel har vi haft ældre beboere, der deltog på nedsat kraft i madordningen, men stadig var med, dog uden at være chefkok, hvilket betyder, at de ikke skal købe ind eller bestemme menuen. Derudover har vi en tradition for, at nye mødre har barselspause fra at lave mad i forbindelse med fødslen og i et stykke tid efter.

Det opleves som rummeligt og omsorgsfuldt, at man stadig kan deltage i fællesspisningen og det sociale omkring maden, selvom man ikke kan bidrage på fuld kraft. Der er også mulighed for, at man helt kan fritages under sygdom, hvis der er behov for det, og melde sig ud af både fællesspisning og madtjanser.

Det betyder selvfølgelig, at man er mindre med i det daglige fællesskab omkring maden og ser naboerne mindre.

Fællesspisningen sker tre gange om ugen er nærmest blevet et ankerpunkt. Der er noget særligt ved at dele et måltid med sine naboer, hvor alle bidrager på skift til madlavningen. Når det er min tur til at stå i køkkenet, kan jeg godt mærke, at det styrker relationerne – både fordi vi har det sjovt under madlavningen, men også fordi vi lærer hinanden bedre at kende gennem arbejdet. Der bliver ofte grinet og snakket løs, mens vi hakker grøntsager, og maden er næsten altid økologisk, hvilket er en dejlig bonus. Og børnene elsker det – de har deres faste pladser ved bordet, og der er altid taget højde for deres små præferencer.

Hver gang vi spiser sammen, føler jeg mig mere forbundet til de mennesker, jeg bor med, selvom det godt kam larme lidt. 

Fællesspisning har været en stor del af det bærende fællesskab i vores forening. Det har været en del af foreningen siden opstarten, og vi afholder aktuelt to fællesspisninger om ugen. Vi har ingen aftaler omkring gæster, hvilket potentielt kunne være et konfliktpunkt. Det har ikke været en problemstilling, vi har skullet forholde os til, men hvis det er noget, man ofte vil opleve, er vores anbefaling, at man taler om dette.

Foreningens størrelse har en del betydning for, hvordan det kan opleves, hvis der ofte er gæster. Da vi er en lille forening, er det vores opfattelse, at gæster til fællesspisningen kan opleves som en ekstra belastning for den madansvarlige. Derfor er aftaler om, hvordan man skal forholde sig til gæster, et vigtigt emne.

Vi har igennem tiderne afprøvet forskellige modeller omkring organiseringen af fællesspisningen. Modellerne har været tilpasset de forskellige forhold, der har gjort sig gældende på forskellige tidspunkter. Vores bofællesskab har ændret sig en del i antal beboere. I opstarten af foreningen tilbage i 1986 var andelshaverne børnefamilier, og antallet af personer, der medvirkede i fællesspisningen, var dengang over dobbelt så stort som i skrivende stund.

Vores anbefaling er, at man løbende justerer, hvordan organiseringen konstrueres, så der tilpasses de givne forhold, der eksisterer. Det har altid været frivilligt, om man som andelshaver ville deltage i fællesspisningen hos os. I øjeblikket er fællesspisningen organiseret med cirka 10 personer, som deltager i ordningen. Der er en madansvarlig, som bestemmer en menu, og tilmeldingen sker hos den enkelte deltager fra uge til uge.

Det er kutyme, at man melder afbud, hvis man ikke kan deltage. Man kan lave en aftale om at få taget mad med, hvis man ikke kan komme til den faste spisetid fra kl. 18:00 til 18:30. Der har været mange holdninger til økologi og bæredygtighed, og vi har løbende haft samtaler om disse emner. Kompromiser har været den gennemgående løsning hos os, og i øjeblikket tages der hensyn til, at der kan vælges mellem kød eller vegetarisk mad. Der stilles ikke krav om, at den madansvarlige skal have kød på menuen, men det er kutyme, at der som regel serveres kød en gang i løbet af en uge.

Fridlev stod færdigt i slutningen af 2023, og vi startede fællesspisning i begyndelsen af 2024, efter adskillige måneders drøftelse af formen. Der er bl.a. påvirket af, at vi til forskel fra de fleste andre bofællesskaber har tre fælleshuse (et i hver klynge bestående af 14 huse). Der er industrikøkken i to af fælleshusene, som tilbyder fællesspisning i fire af ugens dage, mandag til torsdag. Der er max plads til 45 personer i hver spisesal.

Bofællerne vælger selv, hvor mange af ugens fire dage de ønsker at spise med. Det koster 40 kr. per måltid for voksne, og det halve for børn. Der betales forud for en måned, og efter hvert kvartal gøres det op, om man har betalt for lidt eller for meget. Vi foretrækker, at man deltager fysisk i spisningen, fordi det også er en del af det sociale fællesskab, men det er tilladt at hente maden og spise hjemme, hvis det passer familien bedre den dag.

Mens der ikke er noget krav om, at man skal deltage i fællesspisningen, er der en forventning om, at alle bofæller påtager sig to kokketjanser for en periode på seks uger, uanset om de spiser én eller fire gange om ugen. Vi satser på to-fire kokke per spisning, hvilket betyder fire-otte kokke hver dag. Det har vist sig, at det ikke altid er muligt at få kokke nok, så vi drøfter i denne eksperimenterende fase, hvordan vi kan løse udfordringen.

Vi har fra starten været enige om, at vi ønsker at spise bæredygtigt, altså økologisk og primært vegetarisk. Det betyder masser af dejlige grøntsager, ofte friskbagt brød, og opskrifter fra de mange dele af verden, hvor grønt snarere end kød er i højsædet.

Vi har fællesspisning fra mandag til fredag. Vi organiserer det sådan, at to voksne og et barn over 7 år laver mad, og man har madtjans ca. én gang hver 5. uge. Som udgangspunkt er sammensætningen af madholdet tilfældig. Hvis man har børn, kommer man ikke sammen med sin ægtefælle, og man laver ikke mad med sit eget barn. Det har vi valgt for at styrke vores børns relation til andre voksne og deres følelse af ansvar.

Børnene får som udgangspunkt adgang til de samme opgaver uanset alder, men vi afvejer altid, hvad det enkelte barn kan. Vores børn brokker sig hver gang, de skal ned og lave mad, men det er ikke et valg. Når de først kommer ned i fælleskøkkenet, og det ikke er med deres egne forældre, så går det fint. Vi er gode til at købe en sodavand og lidt chips, og det hjælper også.

Hos os melder man sig til ved at skrive sig på et gammeldags analogt skema, som hænger nede i fælleshuset. Det medfører, at vi skal ned fysisk i fælleshuset, og det er helt bevidst valgt for at understøtte, at vi møder hinanden i hverdagen. Vi har ikke take-away mulighed, medmindre man er syg eller kommer sent. Igen fordi vi ønsker at fremme det fysiske fællesskab. Vi frygter, at hvis vi åbner op for det, så bliver det den nemme løsning.

Vi har ingen skærme til fællesspisning. Du sidder altid sammen med din husstand. Men madholdet bestemmer så, hvem man i øvrigt skal sidde med (der er ca. 8 pladser ved hvert bord). Det gør vi for at undgå, at vi alle sidder sammen med de samme få mennesker. Har man for eksempel haft en uenighed med en bofælle, kan det være rigtig sundt at "blive tvunget til" at sidde til bords med vedkommende nogle dage efter.

Vi spiser sammen hver 14. dag. På en halvårlig liste skriver vi os på madhold med fire på hvert hold og to til opryding. Hver madhold beslutter menuen (primært økologisk), udregner beløb pr. deltager (max 55 kr.), annoncerer spisningen og tager imod betaling inden. En fælleskasse/konto dækker under/overskud. Fællespisningens effekt: Et festligt samvær.

Fællesspisning er frivillig og beboerne deltager gennemsnitligt 2 gange om ugen. Vi har en liste i fælleshuset, hvor man kan se hvis tur det er til at lave mad. Ud af ialt 12 huse, er der i hvertfald 10 som deltager.

Fællespisning er en naturlig måde at mødes på. Det er en stor lettelse i hverdagen, at der er nogen som laver mad. Så vi hjælper hinanden.  Når  man laver mad skal man både handle ind, lave mad og vaske op. Så når man kommer som deltager, skal man ikke lave noget.

Man gemmer kvitteringerne og en person står for at lave regnskab. Vi har ingen regler omkring fællesspisning, hverken om det skal være økologisk, vegetarisk, dyrt eller billigt. Man bestemmer selv, og det er intet loft på hvor meget man kan købe for.

Fællesspisningen er en vigtig del af vores bofællesskab, fordi det at spise sammen er en social ting. Både under selve spisningen og også under madlavning/opvask lærer du dine naboer bedre at kende. 

Den største styrke er nok, at vi får så varieret mad. Der bliver taget hensyn til, hvis der er fødevarer, du ikke kan tåle. Vi spiser overvejende vegansk/vegetarisk, og når der er kød på menuen, bliver der altid lavet et alternativ. En anden styrke er, der er takeaway ordning hver dag (mandag til torsdag), hvilket gør det utroligt fleksibelt.

Overordnet er mange tilfredse med vores fællesspisning, der er obligatorisk mandag til torsdag (Det er besluttet og står i vores Vedtægter, at vi alle skal betale til vores madordning). For nylig kom en gruppe af beboere med forslag/drøftelse til en ændret model, hvor vores madordning skulle blive mere fleksibel (ikke tvungen mandag til torsdag). Vi har evaluaeret vores madordning 2 gange, og flere mener bl.a., der er for lidt planteproteiner, og nogen mener der er for få grønne grøntsager. Udfordringen er at holde budgettet, når vi ønsker (og køber) overvejende økologisk. Vi bestræber os på at købe grønt i sæson, og det er nogen gange svært at holde prisen, når det skal være økologisk.   

De fleste - og specielt børnefamilierne - vægter fællesspisning meget højt. Vores ordning er baseret på høj fleksibilitet, men der er en generel forventning om, at man tager 3 madvagter om måneden (eller en dobbelt eller en tripler: der er tre madvagter per dag) - det er dog langt fra alle, der overholder dette. Der er mulighed for at være "hjemmespiser" og blot hente maden - hvilket primært bruges, når man ikke kan nå at komme til kl. 18. 

Det er op til madholdet, at bestemme maden inklusiv hvorvidt det er økologisk (hvilket mange går op i), vegetarisk eller vegansk. Som oftest spiser vi fisk een gang om ugen, og kød - ofte blot som tilbehør - et par gange. Der er næsten altid et vegetarisk og ofte vegansk alternativ (vi har en teenager som er veganer).

Spisning koster 30kr per voksen og 15 per barn over 3 år - og man er som udgangspunkt tilmeldt, så man skal aktivt afmelde sig.

Vi har et intranet, hvor man skriver sig på madvagter, så det er altid forskellige hold. Madlaverene fordeler opgaverne mellem sig, herunder indkøb. Man mødes kl 16 til madlavning, som skal være klar kl. 18. Kl 18.25 "rejses" børnene, som derefter kan gå til et tegnebord, eller ud og lege.

Madholdet rydder op. vi har ofte drøftelser om madordningen. Nogle ønsker ren plantebaseret mad, andre færre vagter, mens andre ønsker mad, der tager mere tid at lave, andre mere protein. Nogle synes det er besværligt at lave vegetarisk og veganske alternativer mv. 

Vi har fællesspisning 2 gange om måneden - én for alle og én for dem, som vil spise mere sammen. Det er frivilligt at være på madhold og frivilligt at spise. Ingen specifik holdning til typer af mad. Gennemsnitsprisen pr måltid er 50 kr.  Fællesspisningen er stadig meget vigtig socialt selv om det måske kun er en gang om måneden. 

Hos os spiser vi pt. sammen en gang om ugen på en hverdagsaften. Vores madordning er 100% frivillig og altså ikke noget, man har pligt til for at bo her. Vi har lige nu ca. 97% økologi i vores menuer, som er plantebaseret/vegansk. Når vi planlægger en fællesspisning, skriver man sig på som enten kok, hjælper eller opvasker. Vi spiser kl. 18, og til at starte med, bliver maden præsenteret. Hvis der er gæster til fællesspisningen, præsenteres disse for bofællerne. Herefter går man et bord ad gangen til buffeten, hvor man tager det mad, man kan spise. Det koster 50kr pr. kuvert. Hvis man er syg, og gerne vil spise fællesmad, er der mulighed for, at man kan tage sin portion med hjem eller evt. få den leveret til sin egen bolig.

I bofællesskabet Sættedammen har vi madhold på tre ugentlige hverdage: mandag, tirsdag og torsdag. Vi arrangerer det sådan, at hvert hold har sin egen turnus, sådan at de selv bestemmer, hvem der laver mad og hvornår.

I vores fællesspisningsordning er det intet fællesbudget; i stedet betaler man fra egen lomme, og så inviterer man andre på mad.

Madholdene bestemmer selv, hvilken slags mad de vil lave; fx er det ofte fisk om torsdagen pt, og på tirsdagsholdet er det primært økologisk. Spisetid er kl. 18.00, og man skal komme til tiden.

Hos os har vi fællesspisning en gang om ugen, og det er ikke en fast dag, men skifter løbende således, at det er mandag i uge A, tirsdag i uge B, onsdag i uge C osv.

Alt ifm. tilblivelsen af fællesmåltidet er frivilligt og altså ikke en pligt, man som bofælle skal overholde.

Vi har ikke et fast madbudget, men alle overfører fast til fælleskontoen. Herefter indkøbes ingredienser og råvarer via fælleskontoen.

Menuen varierer meget alt efter, hvem der er kok og hjælpere på madholdet den pågældende dag.

Vi har også en drikkevareordning, hvor vi sørger for, at der løbende er købt ind af forskellige drikkevarer, og så har vi et stregsystem, hvor man markerer, når man tager noget.

Fællesspisningen er ikke obligatorisk, men frivillig.

Vi har et stort bofællesskab (80 rækkehuse) fordelt på 4 grupper af 20 huse og hver gruppe har et stort fælleshus på cirka 350 m2.  Igennem de 40 år, vi har eksisteret, er der opbygget forskelligheder i de 4 bo-grupper. Det betyder også, at vores fællesspisningsordninger ikke helt ligner hinanden.

Fællesspisningsordningen i gruppe 4 er p.t. en tilvalgsordning, hvilket betyder, at man melder sig TIL fællesspisning ikke FRA, som vi havde indtil for få måneder siden. Vi har selvfølgelig en fællesspisningskalender, hvor vi angiver, når en gruppe på 3-4 personer ønsker at lave mad.

Madgruppen bestemmer sig for menuen og skriver den på kalenderen og herefter er det op til folk at melde sig til spisningen. To dage før spisningen tælles der op, hvor mange der er tilmeldt og der udregnes en indkøbspris, der kan handles for. Det koster kr. 25 for voksne, 15 for pubertetsbørn (15-18 år) og 10 for børn (3-15 år). Alle huse får en månedsregning, hvor der er opgjort, hvor mange personer, der har spist gange med prisen.

Når en fællesspisningen er færdig, rydder madgruppen op og sørger for at aflevere fælleshuset i samme (eller bedre) stand, end det var modtaget.

Hos os har vi fællesspisning hver dag. Deltagelsen i selve fællesspisningen er ikke obligatorisk, men det er deltagelse i madlavningen til gengæld; det er ca. en gang hver 5. uge.

I gennemsnit er vi 60-80% af familierne der spiser i fælleshuset. Det er som at gå op og spise på restuarent hver dag. 70% af tiden er det vegetarisk. Kokkene bestemmer 100%, hvad der spises. Man er generelt 2 familier der laver mad. Som regl samarbejder man med den familie, man skal arbejde sammen med. Derefter laver man et menukort. Beboerne kommer op og skriver sig op via deres husnummer. Opskrivning til fællesspisningen lukker 2 dage inden. Man kan dog godt komme dagen inden og spørge om lov, hvis der er mad nok.

Kokkene, de 2 familier, rydder op og gør rent. Beboerne bærer bestik ud til Industri køkkenet. Det tager max 1 time.

Vi har ikke fællesspisning, vi holder påskefrokost og julefrokost osv. Vi griller sammen hver 2. fredag i sommersæsonen.

Vi tror, at vi i en landsby på denne størrelse vil opnå mangfoldighed og plads til forskellighed, og at der vil blive en stor børnegruppe med børn i alle aldre. Vi vil gerne lave et sted hvor tingene hænger sammen; arbejde, fritid, familie, venner, børn, voksne og ældre. Vi vil prøve at skabe et alternativ til den institutionsopdeling vi kender, og i stedet integrere børn og ældre i landsbyens praktiske og sociale liv. Alle skal have lov til at deltage i fællesskabet og mærke at der er brug for dem. Hermed vil vi opnå et samvær og et samarbejde på tværs af alder, uddannelse og kulturel baggrund, hvilket vi tror vil være meget værdifuldt. Børnene vil være omgivet af andre børn og voksne, som de vil kende gennem hele deres barndom, og de vil få et langt bredere indblik i de voksnes verden, end mange børn ellers gør i dag. Som forældre vil man også få mere tid med sine børn,uden at børnene eller en selv kommer til at mangle kammerater.

Vi har stor respekt for hinandens private bolig - og mødes i de fælles ude-arealer og fælleshus.Vi er gode til at hjælpe hinanden - og er gode til at løse de fælles opgaver.

Mageløse er et særegent sted, hvor privatliv og fællesskab går hånd i hånd. Her har vi private huse med små, charmerende haver, som beboerne selv har anlagt. Haverne er meget forskellige og afspejler den kreative mangfoldighed, som karakteriserer vores samfund. Hver have er unik, skabt med omtanke og personlig stil, hvilket gør en gåtur gennem Mageløse til en konstant kilde til inspiration og glæde.

Fællesarealerne i Mageløse er mere end blot grønne områder; de er hjertet af vores fællesskab. Disse områder og fælleshuset passes og bruges i fællesskab, hvilket fremmer en stærk følelse af sammenhold og samhørighed. Det er her, vi mødes til spontane samtaler, planlagte aktiviteter og hyggelige stunder. Fælleshuset danner rammen om mange af vores sociale begivenheder, fra fællesspisning og filmkvætter til workshops og møder.

I Mageløse planlægges de nære fællesarealer af de beboere, der bor i nærheden. Dette sker med accept fra det store fællesskab, hvilket sikrer, at alle stemmer bliver hørt, og at de fælles rum opfylder de behov og ønsker, som de er tiltænkt. Denne proces styrker vores fælles ansvarsfølelse og engagement i at skabe og vedligeholde et miljø, som vi alle kan nyde.

Vi oplever ikke de store udfordringer mellem os beboere, og det har flere årsager. Det er et forholdsvis lille bofællesskab med kun 8 bo-enheder. Vi har et ventelisteudvalg, der "godkender" nye beboere. Det indebærer, at vi afholder et "spis-sammen-arrangement", hvor vi "føler hinanden på tænderne" for at sikre, at vi har samme indstilling til forskellige ting.

Der er et afstemt forhold mellem mulighederne for at se hinanden og at være "for sig selv". Hver bolig har terrasser både på forsiden og bagsiden, som er adskilt mod naboen med rækværk på den ene side og rionet med klatrehortensia på den anden.

Det, der kendetegner vores bofællesskab, er den brede tolerancetærskel, som gør, at vi alle er indstillet på, at vi har forskelligheder. Vi er et flergenerationsbofællesskab med meget stor aldersspredning; den yngste er 11 år og den ældste 88 år. Dette giver nogle gode samværsmuligheder.

Der er ikke specielt lydt fra lejlighed til lejlighed, men så snart vinduer og døre er åbne, kan man selvfølgelig følge med i hinandens liv. Man indretter sig efter det og sætter sig ikke ud og taler om ting, man ikke ønsker, at andre skal høre. Men hvis man har boet ude på landet med langt til nærmeste nabo, er det selvfølgelig en omstilling.

Det er selvfølgelig vigtigt med en gensidig forståelse for hensyn. Vi har en uskreven regel om, at alle er velkomne på fællesarealerne, og at man er privat på egen terrasse. Hvis man griller på egen terrasse eller altan, skal man tage hensyn. Der taler man lige sammen med de beboerne om, hvordan det kan ske på en ordentlig måde. Det handler både om, hvad man kan tolerere, og hvad man vil byde andre at tolerere. I den forbindelse er det også vigtigt, at man har en vis rummelighed.

Den del blev behandlet under opstartsprocessen med OK-fonden, og det er også noget, vi taler om, når vi visiterer nye beboere.

Der er nogle, der ikke deltager så meget i fællesskabet. Det forsøger vi at spørge ind til, når vi møder dem. Indimellem spiller sygdom og alder også ind på deltagelsen i fællesskabet, og det er jo helt naturligt. Vi spørger også ind til det i visitationsøjemed for at sikre, at kommende beboere har en idé om, hvad det indebærer at bo her, og hvordan de vil bidrage.

Nogle af os er meget "taletyper" i forhold til processer og det sociale, mens andre er mere private, og det er vigtigt at finde en balance mellem de to poler. For nogen kan uenigheder på et fællesmøde resultere i, at de føler, det ikke har været et godt møde, mens det for andre er en helt uproblematisk og naturlig del.

Udfordringen i fællesskabet er at rumme alle, også dem som i nogle sammenhænge falder lidt udenfor det, hvad der er almindelig praksis. For eksempel er der en eller to, som i længere tid ikke har deltaget på arbejdsdage. Personerne ønsker simpelthen ikke at være med af private årsager. Vi bliver ved med at spørge, om de vil deltage, og det skaber nogle lidt akavede situationer, men personerne er glade for at bo i bofællesskabet og løfter opgaver på andre fronter, hvor det ikke kræver, at alle naboer mødes på én gang til en fælles opgave.

Vi håndterer det i bofællesskabet ved at tale om det med jævne mellemrum på fællesmøder. Det kan nogle gange hjælpe at spørge vores naboer direkte, hvis vi gerne vil have deres viden eller erfaring med i en bestemt sammenhæng.

Vi har også oplevet, at nogle i mindre grad deltager i fællesmøder, igen af forskellige og individuelle årsager. Det har i nogle sammenhænge betydet, at når vi skal ændre noget stort og væsentligt i fællesskabet, har bestyrelsesmedlemmer måttet gå rundt og stemme dørklokker for at få alle til at deltage eller afgive fuldmagt.

For eksempel i forbindelse med vedtagelsen af omlægning af fælles lån eller ved større projekter, hvor man skal have adgang til alle lejligheder, har individuelle aftaler været nødvendige. Det er ikke nok kun at drøfte og træffe beslutninger på fællesmøder.

Dette betyder, at arbejdsopgaven bliver mere krævende for bestyrelsesmedlemmerne eller tovholderen på større opgaver. Men hvis det er det, der skal til for at skabe en god proces og beslutning, så er det, hvad vi gør.

Blangstedgård har både unge familier og ældre beboere, og der er forskellige opfattelser af, hvad fællesskabet skal indebære. De yngre familier ser ofte fællesskabet som en støtte til børnepasning og praktisk hjælp, mens ældre beboere måske søger det sociale netværk, og som en måde at undgå ensomhed. Det kan godt skaber nogle gange spændinger, især når det kommer til fællesarrangementerne.

De yngre kan ønske en mere afslappet, festlig atmosfære, mens ældre beboere nok prioriterer ro og forudsigelighed. Selvom vi bor tæt, og der er en stor fællesskabsånd, er der stadig rig mulighed for privatliv. 

Nogle dage har jeg bare brug for at være alene i min egen lille have med en kop kaffe, og det er helt okay. Der er plads til at sige fra, hvis man har brug for det, og ingen tager det ilde op. Med mindre det selvfølgelig er på en arbejdsdag eller noget. Det kan godt være lidt krævende altid at skulle tage del i de sociale aktiviteter, så nogle gange er det rart, bare at kunne trække sig.

Det er nok en af de ting, jeg holder mest af, det her balancerede liv, hvor man både kan være en del af noget større, men også bare være sig selv.

Fridlev er udtænkt og designet som et fællesskab, hvor der skal være plads til både det fælles og det private.

Lige nu (2024), hvor de nyplantede buske ikke fylder meget, og hvor vi endnu ikke har plantet træer, kan det være svært for besøgende udefra at få øje på, hvor man kan være helt sig selv, helt privat. Inde bag dørene i ejerboligen naturligvis, men næppe på den terrasse i baghaven, som er tænkt som den private sfære, man kan trække sig tilbage til, når man har brug for det.

Med den valgte arkitektur vil der altid være nogle tæt på de få kvadratmeter baghave, vi alle råder over – andre kan se op til os, vi kan se ned på dem, og til begge sider er naboerne tæt på. I forhaven er man tæt på gårdspladsen og kan ikke skjule sig bag hegn eller hække, og det har været hensigten.

Balancen i Fridlev skabes derfor ikke først og fremmest af det fysiske miljø, men snarere af graden af involvering i de fælles aktiviteter. Hvis man deltager i alt, hvad der foregår, kan man tilbringe hele døgnet i den fælles sfære. Men det respekteres, at vi ikke alle kan være lige involverede, det forhindres af forhold som alder, familiesituation, arbejde, helbred og meget andet.

En kerneværdi er "Lyst og interesse for fællesskab og respekt for privatliv". Vi indgår i mange forskellige arbejdsgrupper, og vi skal også kunne trække os med god samvittighed :).   

Det fysiske privatliv respekterer vi. Det giver lidt sig selv hvem og hvor meget de enkelte beboere ønsker at tilvælge det sociale fællesskab. Det er vores erfaring at de beboere, der endnu ikke er pensionerede, har mindre behov/ønske om at være en del af det sociale fællesskab. De gør en forskel om man er på arbejdsmarkedet eller ej.  

Der er tydelige grænser,  og meget plads til privatlivet.

Alle haver er private; man kan ikke se andre i haven på grund af høje hækken. Vi har ikke en kultur for, at man går lige forbi hos hianden.

Et levende fælleskab har været en udfordring for os. Det sker naturligt noget, når børne bliver ældre og forælderene bliver ældre, Det er en udfordring for fælleskabet, at årene går og gennemsnitsalderen stiger.

For at sætte mere gang i fællesskabet, satte vi en gang i en fælles brainstorm med spørgsmålet "Fremtidsikring af Fladengrund", hvor man skulle have ja-hatten på. Man måtte ikke sige 'nej' til de andres forslag.

Fælleskabet opstår mest når vi har et fællesprojekt, feks. når der skal ligges fliser eller laves andet praktisk. Arbejdsfællesskabet fungerer godt, men folk bliver ældre. Vi savner noget ny energi i fælleskaber. Vi har f.eks. ingen børn eller unge til at binde fælleskabet sammen.  Så længe fælleskabet ikke er sat i system, så bliver der mindre af det.

Vi har flere gange drøftet det med det private kontra det sociale, bl.a. på vores årlige værdidag. Vi har selvfølgelig forskellige holdninger og (fysiskeI grænser) ift. vores private haver/terrasser. Vi vedtog, at vi udover de 12 kvadratmeter terrasse, vi alle har (uanset boligstørrelse), så kan vi hver især råde over yderligere 12 kvm. Jeg synes personligt det kan gå lidt tæt på, især fordi min grund ligger tæt på en sandkasse, hvor der naturligt jævnligt er børn, der leger.

Vi har plantet nogle buske/træer til afskærmning. Men stadig synes jeg, at det er svært at sidde på min terrasse og være helt privat. Mange har dækket mere eller mindre af foran deres terrasser for at få lidt privatliv. Vi har italesat, at der selvfølgelig skal være plads til at være privat, og at man ikke kan eller skal deltage i alt. 

Der er ikke meget plads i lejlighederne, og alle haver er i hovedreglen fælles, hvilket kan gøre det vanskeligt at trække sig som familie/person. 

Det er en udfordring, at finde balancen mellem fælles og privat særligt - i et seniorbofællesskab. Mange beboere kommer fra et helt privat / individuelt liv og skal nu finde ind i et fælles liv. Gennem en husorden har vi forsøgt at finde et kompromis / en balance mellem det private og det fælles. Ved rekrutering af nye bofæller er det vigtigt at balancen mellem privat og fælles beskrives og kendes af nytilflyttere (vi bor tæt).

Bondebjerget er en afdeling under boligselskabet CIVICA og der dermed underlagt de regler, der gælder for almene boligere. Herunder har vi ikke kontrollen over, hvem, der kommer ind i vores bofællesskab. Det styres at generelle indflytningsregler og ventelister. Det forhold kan skabe nogle store forkellige i folks tilgang til fællesskabet og give nogle udfordringer, når vi eksempelvis skal blive enige om beslutninger om prioriteringer af fællesskabet. Der flytter nye ind med gode intentioner om at bidrage til fællesskabet, men efter kort tid fravælger eksempelvis fællesspisning og andre sociale arrangementer.

Vores byggeri er arkitektonisk godt dimensioneret. Arkitekten har indtænk i byggeplanen en masse kroge og skyggestedder, der gør den indre går meget hyggelig. Det indbyder til samvær og snakke med naboen. Omvendt har næsten alle husene en "baghave", som bruges til det private. Her er man som regel sig selv og besøgende "banker på", før man går derind. Det samme gælder selvfølgelig også husene, når døren er lukket.

Der er en tydelig grænsen mellem privat have og fællesareal.

Konflikthåndtering: 
Denne konfliktløsningspolitik gælder for medlemmer af Andelsforeningen Himmerlandsbyen.
Definition: ”Uenighed” er et vidt begreb og spænder fra stimulerende, produktiv uenighed som den ene yderlighed og til den anden yderlighed, som er ”konflikter”, der i denne sammenhæng forstås
som ”uenigheder, der udfolder sig så de bliver uacceptabelt belastende eller skadelige for en eller flere parter i samarbejdet”.
En uenighed er altså en konflikt, hvis bare én af parterne i samarbejdet oplever uenigheden som uacceptabelt belastende eller skadelig for enten arbejdsglæde, tillid, energi, koncentration, evne til
at lytte eller andet. Derfor kan man ikke sige sig fri for at være part i en konflikt, bare fordi man ikke selv oplever belastning eller skader.
Alle kan blive viklet ind i konflikter, og alle skal kunne noget grundlæggende konfliktløsning. 

Stk. 1. Hvis én af parterne i en konflikt beder en anden part i samme konflikt om at medvirke til konfliktløsning, har den anden part pligt til at medvirke. At medvirke til løsning af de konflikter, man er involveret i, er en medlemspligt på linje med at betale kontingent.
Stk. 2. Parterne skal selv indlede konfliktløsningsarbejde, når en af parterne har krævet det. Vi henviser til at parterne bruger Marshall Rosenbergs Ikkevoldelige Kommunikation (IVK), også kaldet ”girafsprog”.
Stk. 3. Hvis det ikke lykkes at løse konflikten, skal de bede bestyrelsen om hjælp. 

Bestyrelsen skal medvirke til at løse konflikter som medlemmerne ikke selv kan løse indbyrdes. Vi vil bruge Marshall Rosenbergs Ikkevoldelige Kommunikation (IVK), også kaldet ”girafsprog”.

Stk. 1. Hvis bestyrelsen hverken kan formidle konfliktløsning eller beslutte en løsning, skal bestyrelsen skaffe ekstern hjælp.

Gennemsigtighed 1: Når man samarbejder om noget i fællesskabsregi, har man pligt til at svare oprigtigt, relevant og uden unødvendig forsinkelse på alle spørgsmål fra sine samarbejdspartnere om det, man har ansvar for i samarbejdet.

Gennemsigtighed 2. Konfliktens indhold skal inddeles i det indhold, som er personligt, og det indhold, som er principielt eller politisk.

Stk. 2. Det personlige indhold (og kun det) kan kræves beskyttet af fortrolighed. Det principielle eller politiske indhold af en konflikt skal omfattes af mest mulig gennemsigtighed, så hvis konflikten har været nævnt i et referat, skal dens løsning også føres til referat: Konfliktens principielle indhold i et åbent referat og dens personlige indhold i et lukket referat.

Vi har ingen procedurer for konflikthåndtering.Vi har et månedlig møde med dagsorden, hvor relevante emner og ønsker bliver drøftet i fællesskabet. Det fungerer fint.Efter hvert møde udarbejdes referat. 

De personer, der startede Dyssekilde, har ikke taget konkrete skridt i forhold til spørgsmålet om interpersonel kommunikation. Antagelsen var, at alle havde gode holdninger, og at det ville gå selvfølgeligt godt … og det gjorde det generelt.

I hvert fald, når vi spejler det større samfund og mangfoldigheden af ​​mennesker i det, med forskellige baggrunde og livssituationer, forstår vi hinanden, men nogle gange taler vi tilfældigvis forbi hinanden eller misforstår andre, eller vi har stærke uenigheder. Hvad der er "ytringsfrihed" for én kan være krænkende for en anden.

På grund af vores engagement omkring fællesskab og social bæredygtighed er der generelt en god intention i bunden af ​​udvekslingen mellem mennesker, og at vide, at vi har nogle fælles grundlæggende værdier, hjælper med at have en åben ærlig kommunikation uden mange formaliteter. Jeg betragter kvaliteten af ​​kommunikationen i ØD bedre end det danske gennemsnitsniveau. Det betyder ikke, at det altid skal være glat.

Der har været udfordringer, og for eksempel er en online debattråd blevet forsøgt og derefter stoppet, fordi manglen på en moderator har resulteret i, at den ikke virker. Det vigtigste er i hvert fald, at vi i hverdagen kan møde hinanden med en positiv indstilling, og det sker nemt i et landsbymiljø, når vi mødes i butikken, på genbrugsstationen, på caféen, i fælleshuset, på stationen eller til et møde...

KONFLIKTLØSNING

At forebygge og løse konflikter er et ømtåleligt element i at leve sammen. Den bedste forebyggelse er, at vi har klare fælles mål og rammer, og ærlig venlig kommunikation.

Men når mennesker med forskellige baggrund kommer til at leve tæt i dagligdagen, selvom de har de samme intentioner, opstår der før eller siden forskelle i behandling af nogen sag, og uenigheder kan eskalere til konflikter. Det er selvfølgelig også sket i Dyssekilde mere end én gang. Jeg er klar over, at de fleste udtryk er relative, og at ordet "konflikt" generelt bruges til meget større og reelle problemer i verden, så forekommer det mig, at de større sager, jeg har været vidne til i ØD, ikke har været særligt alvorlige. Især hvis jeg også tænker på de hårde kampe, jeg har været vidne til i andre samfund. Konflikterne i Dyssekilde har dog krævet en del opmærksomhed, og de drænede en del energi i samfundet, som kunne have været rettet mod andre formål.

Generelt er den første tilgang, når der er en kontrast, at parterne finder en løsning mellem dem. At tale og lytte til hinanden med åbent sind uden at tage sager personligt er den enkleste måde at forhindre eskalering på. Dette er ikke altid tilfældet. Hvis der ikke er en fælles løsning, og måske det faktisk forværres og rører også andres liv, kan parterne eller en af ​​dem kontakte bestyrelsen eller tage til medlemsmødet for at løse det. I alle omstændigheder har hver sag sin egen historie.

En gang, efter at en konflikt varede meget længe, ​​blev det besluttet at starte en "Konfliktgruppe" af frivillige medlemmer. Det blev også besluttet at give dem nogle nyttige teoretiske værktøjer, i form af et dyrt kursus hos en specialiseret psykolog. De var motiverede, men også efter kurset blev der ikke fundet en løsning til den konkret sag som kunne blive accepteret af begge sider. På det tidspunkt kom det demokratiske system i aktion, og flertallet besluttede en løsning på sagen. Det, der gjorde sagen tung, var de følelser, som nogle medlemmer investerede i den, og forventningen om, at vi skulle finde en løsning, hvor alle er enige.

Måske kan mindre samfund fungere med princippet om konsensus eller samtykke, begge nævnt i kapitlet om beslutninger, men de har ikke været en del af vores konfliktpolitik endnu.

Vi er alle villige til at bruge alle midler, måske dygtige sociale redskaber, til at forhindre uenigheder i at blive til konflikter, der ryster tilliden til det fælles liv, men at være mennesker med vores personlige historier i et fællesskab uden fælles ideologi tager det tid at transformere og integrere historierne sammen på en organisk måde. Det kræver tålmodighed, engagement, opmærksomhed, empati og langsigtet vision om det fælles bedste.

Der er opnået en vis udvikling i vores landsby, så uenigheder ikke eskalerer til alvorlige niveauer. En af årsagerne kan også være, at personlige forventninger og ambitioner er blevet blødgjort og modnet over tid... men på den anden side opgiver de mennesker, der har taget skridtet til at flytte til et intentionelt fællesskab, ikke så let deres kerne holdninger! Derfor er nogle blot rykket videre (… eller tilbage) til et andet sted.

Fællesmøderne, som vi afholder ca. en gang om måneden, er øverste myndighed. En af vores arbejdsgrupper arbejder med vores kultur og beslutningsmodeller. Vi har afprøvet flere modeller for, hvordan vi træffer beslutninger. Vi er over tid gået fra mange fællesmøder, hvor nærmest alt skulle besluttes, til at lægge flere beslutninger ud i arbejdsgrupperne og i de lokale områder.

For at understøtte dette har vi en model med et hierarki af projekter, der kan besluttes efter forskellige modeller. Dette spænder fra en lokal høring af de nærmeste til en egentlig beslutning på fællesmødet. På fællesmødet træffes beslutninger i enighed. Hvis der ikke er enighed, kan et forslag bringes til afstemning ved næste fællesmøde. Før ting bringes på fællesmødet, er de forberedt og udsendt til medlemmerne. Dette sker typisk i arbejdsgrupperne.

Der har været en væsentlig udvikling fra, at alle havde en holdning til alt, til at man giver mere frihed til andres ideer og kun blander sig i det, der er væsentligt for en. Hvis man har stærke holdninger, forventes det, at man indgår i den gruppe, der forbereder forslaget.

Vi har desuden en model om, at langt de fleste beslutninger er midlertidige, så vi tager dem op igen efter et eller to år. Det gør folk mere åbne for at prøve tingene af.

Vi har ikke en procedure for konflikthåndtering, men skulle der opstå konflikter, vil bestyrelsen forsøge at løse disse, bl.a. ved et fællesmøde. Der findes detaljerede regler fra boligselskabet omkring indretning, vedligehold af boligerne, og dem overholder beboerne - hvis ikke er det boligselskabet, der klarer dette.

Man er nødt til at have "spændvidde" i de svære diskussioner, og vi tager dem løbende. Vi har blandt andet en retfærdighedsdiskussion: Hvorfor skal nogen særbehandles? De, der er mest retfærdighedsorienterede, kan godt synes, det er lidt svært, når det ikke er ens for alle.

For eksempel har vi et par bofæller, som får lov at vælge madtjanser først, så de kan lægge alle tjanser på én dag, hvilket gør, at deres privatliv kan hænge sammen. Det er der nogen, der synes er uretfærdigt. På den anden side er det netop det, der gør, at alle kan deltage i forhold til deres privat- og hverdagsliv.

Vi prøver simpelthen bare at lytte til hinanden, især når nogen synes, at noget er for træls. Det er blandt andet derfor, vi er gået ned til fire ugentlige fællesspisningsdage – fordi vi jo skal være her alle sammen.

I et aldersblandet bofællesskab må der også være plads til forskellige niveauer af involvering, og det kræver en løbende dialog. Samtidig skal vi gerne bevare følelsen af at være ét fællesskab.

I Fridlev startede vi debatten om, hvordan vi løser vores uenigheder, længe før vi flyttede ind. Alle beslutninger på vores månedlige fællesmøder skal ideelt set tages ved konsensus, og alle sager skal først præsenteres på et fællesmøde og derefter besluttes på et efterfølgende fællesmøde.

Det giver tid til både formelle og uformelle udvekslinger, og det er i sig selv fredsskabende eller konfliktskabende. Især når vi praktiserer konsensus på den måde, at man ikke nødvendigvis skal erklære sig fuldt ud enig i alt, der besluttes, men være indstillet på at kunne leve med det, trods alt. Alt behøver ikke at blive løftet op til at være eksistentielt eller principielt.

Det udelukker naturligvis ikke, at vi på et tidspunkt kan få brug for et mere formelt konfliktløsende værktøj. Vi er ikke alle lige bøjelige eller fleksible, og vi har forskellige vurderinger af, hvad der er vigtigt. Men indtil videre har tilgangen været, at vi kravler over den mur, når vi står foran den.

Vi havde en episode med en familie, der medbragte skærme til deres barn til fællesspisning, og det stred bare mod vores værdier. Selvom de fleste nok kender til, at det kan være svært med børn til fællesspisning, forsøgte vi først at løse det på tomandshånd med et par kolde øl og en snak hos familien. Der blev talt om, at man dels godt kunne forstå, hvorfor de gjorde det, men omvendt også, at alle jo er vant til irriterende børn til fællesspisning. Når barnet sættes foran skærme, fjernes også muligheden for, at de andre bofæller kan lære barnet at kende.

Det var en svær samtale, og der var desværre ikke lydhørhed. Derfor var vi nødt til at tage det op til et fællesmøde. Vi faciliterede det som en generel snak om skærme i fælleshuset (og ikke møntet på den enkelte familie, men selvfølgelig kunne man godt regne ud, hvor det kom fra). Alle var meget enige, så der var ikke engang nogen afstemning.

Vi forsøger at lade være med at lave afstemninger. Vi synes egentlig, at afstemninger er et skridt ned fra den ønskede beslutningsproces. Det er nok ud fra en tanke om, at det er "pol-skabende" at tage noget til afstemning. Men folk er også klare i spyttet nok til at råbe op, hvis de ønsker en afstemning.

Familien endte faktisk med at flytte, dog også på grund af andre årsager.

Vi har ikke procedure for konflikthåndtering. Ingen har tænkt på at indføre en procedure og det vil nok være svært at få flertallet med på, at vi skal have en procedure for konflikthåndtering.  Vi forsøger at imødegå konflikter ved at tale sammen. Det lykkes som regel. De konflikter vi har haft er nok i småtingsafdelinge, og vi har nok ikke opfattet episoder som en konflikt. Det er svært at komme med eksempler. Typisk vil de fleste nok trække sig og sige "pyt". Det har nok noget at gøre med, at vi er overvejende ældre/gamle mennesker. Vi bliver lidt mere "runde"med årene.  

Vi har ikke en prodecure for konflikthåndtering, fordi et forslaget om konflikthåndtering bliver mødt med modstand. Lige nu er der en konflikt om højden på træerne. Nogen synes de er for høje og tager udsigten. Andre mener ikke at træerne skal fældes, eller beskæres. Vi oplever problemer med konflikter og beslutningsprocesser. Det har vi i årevis kæmpet med.

Konflikter håndteres på fællesmøder. Nogle konflikter løses ikke, men er en del af bofællesskabet. Der lyttes og tales meget, men der er også stor forskellighed. 

Vi har ingen procedurer eller initiativer ift konflikthåndtering - men kunne godt bruge det. Det er et blødt område, hvor seniorbofællesskaber må forventes at få udfordringer. Vi kommer med forskellige forventninger og ønsker, som kan kollidere og udvikle sig til konflikter. Hos os har vi endnu ikke fundet nøglen til at imødegå probemstillingen at disse situationer opstår. Vi håber, at vi kan forebygge konflikter i takt med at vi lærer hinanden bedre at kende. Opfindelsen af PYT knappen kan også hjælpe.   

Vi kan ikke tvinge retsligt, fordi vi er et alment nyttigt boligselskab, men vi appellerer til konfliktmægling. OK-fonden er administrerer, de har konfliktmægler ansat.