Vidensbank: Fællesskab

Bofællesskabet Hesselløkke er beliggende i Vollerup, 5 km fra Sønderborg. Foreningen, der blev stiftet i 1991, består af 18 boliger og et fælleshus. Vi er i øjeblikket 28 voksne, 3 unge (12-18 år) og 12 børn (2-11 år). Vi spiser sammen i fælleshuset 4 dage om ugen – mandag til torsdag, undtagen skolernes sommer- og juleferie.

Vi har et industrikøkken med komfur, kipsteger, konvektionsovn, kartoffelskræller, grøntsagssnitter m.v. samt en industriopvaskemaskine. Køkkenet er indrettet til at kunne holde kød og grøntsager adskilt. Et madhold køber ind, laver maden og sørger for, at der er serveret kl. 18:00. Madholdet bestemmer, hvad der skal laves på dagen. Efter spisning står et opvaskehold for oprydningen. Madholdet går i gang omkring kl. 16:00, og opvasken tager 1-2 timer.

Madholdet består af 3 personer: 1 kok og 2 hjælpere (kulier). Kokken bestemmer dagens menu, står for indkøb og leder madlavningsprocessen, mens kulierne udfører kokkens anvisninger. Et opvaskehold består ligeledes af 3 personer. Madholdet og opvaskeholdet kan være det samme, og det er muligt for én person at tage sig af begge opgaver. For at fordele arbejdet retfærdigt mellem deltagerne, bruger vi et pointsystem: en kokketjans giver 5 point, en kulitjans 2 point, og en opvasketjans 1-2 point. Året er inddelt i perioder på ca. 6 uger, og man optjener ca. 12 point pr. periode. Fællesmaden bliver aflyst, hvis madholdet eller opvaskeholdet ikke er fuldtalligt.

Økonomi og deltagelse: En voksen betaler 27 kr. pr. måltid, en ung 18 kr. og et barn 9 kr. Børn under 2 år spiser gratis. Ud fra antal tilmeldte beregnes et beløb, hvor 10% fratrækkes til fællesvarer som mel, salt og peber. Madholdet kan købe ind for dette beløb. Det er forventet, at alle deltager i madordningen, men man kan blive fritaget ved særlige omstændigheder, f.eks. dårligt helbred. Der er ingen forpligtelse til at spise i fælleshuset, og man kan få maden sat til side eller bragt, hvis det er nødvendigt.

Man kan invitere gæster til middag, og hvis man får gæster i sidste øjeblik, kan man tale med kokken om muligheden for at inkludere dem. Man skal melde fra, hvis man ikke ønsker at spise med. Det er også forventet, at alle voksne tager en kokketjans hver periode, hvis ikke de er fritaget. Administrationen af tjanser, tilmelding og menu annoncering foregår i et Google regneark.

Historie og udvikling: Madordningen har ændret sig gennem årene, især med hensyn til mandskabet. Tidligere varede madholdet en uge ad gangen og tog både madlavning og opvask. Planlægning af ugens mad foregik om søndagen, hvilket gav fordele i forhold til indkøb og muligheden for at genbruge rester. Senere blev det mere fleksibelt, og madholdene gik over til at dække en enkelt dag ad gangen. Denne løsning tilbød større fleksibilitet, men påvirkede indkøb og variation i retterne. Over tid har vi fundet rutine i madlavningen og reduceret madholdet til 3 personer.

Tidligere blev administrationen af madordningen håndteret på papir, men nu bruger vi Google Sheets. Madøkonomien er blevet mere digitaliseret, fra kontanthåndtering til netbank og MobilePay. Madregnskabet fremlægges og godkendes på den årlige generalforsamling, og der holdes løbende øje med økonomien for at justere priserne om nødvendigt.

Madpræferencer og allergier: Vi har ingen specifik madideologi, og menuen afhænger af kokkens fantasi og ambitioner. Salater er ofte en del af hovedretten, og der er typisk grøntsager som gulerødder, agurk og tomat til børnene. Maden har en tendens til at blive mere vegetarisk, hvilket strækker budgettet, og mange unge foretrækker det. Vi har haft enkelte fødevareallergier, som chiliallergi og nikkelallergi, men disse er blevet håndteret med særlige portioner til de berørte.

Trods periodiske diskussioner om at gøre madordningen frivillig, har ordningen for det meste været velbevaret. Fordelen er, at beboerne mødes dagligt, løser opgaver i fællesskab og opretholder en føling med hinanden, hvilket letter beslutningsprocesserne på fællesmøderne.

Vi er midlertidigt gået fra fem til fire dage om ugen med fællesspisning, bl.a. på grund af flere forskellige sygdomsforløb hos nuværende beboere. Det har gjort det for presset at lave mad alle fem hverdage, da der er færre til at tage madtjanser. Beslutningen blev taget over flere omgange, og det var en følelsesladet og svær diskussion. Dels fordi de, som ikke kan deltage, kan føle sig forpligtet ud over, hvad de kan yde, og de, der kan deltage, kan blive presset af at skulle tage flere tjanser.

Nogle ønskede at opretholde de fem ugentlige spisedage og tilbød at tage ekstra madtjanser for at det kunne lade sig gøre, men det viste sig alligevel ikke at være muligt at opretholde de fem dage i øjeblikket.

Vi har løbende forskellige "særordninger" for beboere. For eksempel har vi haft ældre beboere, der deltog på nedsat kraft i madordningen, men stadig var med, dog uden at være chefkok, hvilket betyder, at de ikke skal købe ind eller bestemme menuen. Derudover har vi en tradition for, at nye mødre har barselspause fra at lave mad i forbindelse med fødslen og i et stykke tid efter.

Det opleves som rummeligt og omsorgsfuldt, at man stadig kan deltage i fællesspisningen og det sociale omkring maden, selvom man ikke kan bidrage på fuld kraft. Der er også mulighed for, at man helt kan fritages under sygdom, hvis der er behov for det, og melde sig ud af både fællesspisning og madtjanser.

Det betyder selvfølgelig, at man er mindre med i det daglige fællesskab omkring maden og ser naboerne mindre.

Fællesspisningen tre gange om ugen er nærmest blevet et ankerpunkt i min uge. Der er noget særligt ved at dele et måltid med sine naboer, hvor alle bidrager på skift til madlavningen. Når det er min tur til at stå i køkkenet, kan jeg godt mærke, at det styrker relationerne – både fordi vi har det sjovt under madlavningen, men også fordi vi lærer hinanden bedre at kende gennem arbejdet. Der bliver ofte grinet og snakket løs, mens vi hakker grøntsager, og maden er næsten altid økologisk, hvilket er en dejlig bonus. Og børnene elsker det – de har deres faste pladser ved bordet, og der er altid taget højde for deres små præferencer.

Hver gang vi spiser sammen, føler jeg mig mere forbundet til de mennesker, jeg bor med selvom det godt kam larme lidt. 

Fællesspisning har været en stor del af det bærende fællesskab i vores forening. Det har været en del af foreningen siden opstarten, og vi afholder aktuelt to fællesspisninger om ugen. Vi har ingen aftaler omkring gæster, hvilket potentielt kunne være et konfliktpunkt. Det har ikke været en problemstilling, vi har skullet forholde os til, men hvis det er noget, man ofte vil opleve, er vores anbefaling, at man taler om dette.

Foreningens størrelse har en del betydning for, hvordan det kan opleves, hvis der ofte er gæster. Da vi er en lille forening, er det vores opfattelse, at gæster til fællesspisningen kan opleves som en ekstra belastning for den madansvarlige. Derfor er aftaler om, hvordan man skal forholde sig til gæster, et vigtigt emne.

Vi har igennem tiderne afprøvet forskellige modeller omkring organiseringen af fællesspisningen. Modellerne har været tilpasset de forskellige forhold, der har gjort sig gældende på forskellige tidspunkter. Vores bofællesskab har ændret sig en del i antal beboere. I opstarten af foreningen tilbage i 1986 var andelshaverne børnefamilier, og antallet af personer, der medvirkede i fællesspisningen, var dengang over dobbelt så stort som i skrivende stund.

Vores anbefaling er, at man løbende justerer, hvordan organiseringen konstrueres, så der tilpasses de givne forhold, der eksisterer. Det har altid været frivilligt, om man som andelshaver ville deltage i fællesspisningen hos os. I øjeblikket er fællesspisningen organiseret med cirka 10 personer, som deltager i ordningen. Der er en madansvarlig, som bestemmer en menu, og tilmeldingen sker hos den enkelte deltager fra uge til uge.

Det er kutyme, at man melder afbud, hvis man ikke kan deltage. Man kan lave en aftale om at få taget mad med, hvis man ikke kan komme til den faste spisetid fra kl. 18:00 til 18:30. Der har været mange holdninger til økologi og bæredygtighed, og vi har løbende haft samtaler om disse emner. Kompromiser har været den gennemgående løsning hos os, og i øjeblikket tages der hensyn til, at der kan vælges mellem kød eller vegetarisk mad. Der stilles ikke krav om, at den madansvarlige skal have kød på menuen, men det er kutyme, at der som regel serveres kød en gang i løbet af en uge.

Fridlev stod færdigt i slutningen af 2023, og vi startede fællesspisning i begyndelsen af 2024, efter adskillige måneders drøftelse af formen. Som bl.a. påvirkes af, at vi til forskel fra de fleste andre bofællesskaber har tre fælleshuse (et i hver klynge bestående af 14 huse). Der er industrikøkken i to af fælleshusene, som tilbyder fællesspisning i fire af ugens dage, mandag til torsdag. Der er max plads til 45 personer i hver spisesal.

Bofællerne vælger selv, hvor mange af ugens fire dage de ønsker at spise med. Det koster 40 kr. per måltid for voksne, og det halve for børn. Der betales forud for en måned, og efter hvert kvartal gøres det op, om man har betalt for lidt eller for meget. Vi foretrækker, at man deltager fysisk i spisningen, fordi det også er en del af det sociale fællesskab, men det er tilladt at hente maden og spise hjemme, hvis det passer familien bedre den dag.

Mens der ikke er noget krav om, at man skal deltage i fællesspisningen, er der en forventning om, at alle bofæller påtager sig to kokketjanser for en periode på seks uger, uanset om de spiser én eller fire gange om ugen. Vi satser på to-fire kokke per spisning, hvilket betyder fire-otte kokke hver dag. Det har vist sig, at det ikke altid er muligt at få kokke nok, så vi drøfter i denne eksperimenterende fase, hvordan vi kan løse udfordringen.

Vi har fra starten været enige om, at vi ønsker at spise bæredygtigt, altså økologisk og primært vegetarisk. Det betyder masser af dejlige grøntsager, ofte friskbagt brød, og opskrifter fra de mange dele af verden, hvor grønt snarere end kød er i højsædet.

DOKK8000 er endnu ikke bygget, men vi har en aftale med entreprenørselskabet A. Enggaard A/S om en grund på Trindsøvej i Aarhus Midtby, tæt på den "grønne kile". Vi har desuden et antal medlemmer, som hver har betalt 10.000 kr. for en option på en lejlighed. I øjeblikket er 23 ud af de 50 lejligheder i det kommende andelsbofællesskab allerede booket.

Flere af vores medlemmer har erfaringer fra kollektiver eller bofællesskaber. Nogle har i perioder oplevet det som et pres at skulle deltage i madlavningen for mange mennesker, især børnefamilier med fuldtidsarbejdende forældre. Derfor er det planen, at vi efter en indkøringsperiode, hvor alle deltager i madholdene til fællesspisningen, vil ansætte en professionel kok eller økonoma til at stå for indkøb, planlægning og arbejdet i fælleskøkkenet.

Det skal være muligt for de beboere, der ønsker det, at betale sig fra madlavningen, enten i perioder eller permanent. Samtidig skal der være mulighed for at deltage i madlavningen og få maden til kostprisen, som dækker råvarer, vand og energi.

Vi ønsker, at DOKK8000 skal være åbent for lokalsamfundet. Derfor vil beboere i de omkringliggende boligblokke også kunne deltage i aftensmåltiderne mod betaling, i det omfang der er plads. På sigt overvejes det at åbne en café i dagtimerne, for eksempel for forældre på barselsorlov, med et legegulv til småbørn.

Disse aktiviteter vil sandsynligvis være for omfattende for én kok at håndtere alene. Derfor er det vores hensigt at oprette en socialøkonomisk virksomhed, hvor kommunen kan henvise arbejdskraft, som af forskellige årsager ikke kan klare sig på det almindelige arbejdsmarked. Disse personer, der måske skal vænne sig til en almindelig arbejdsdag efter en længere sygeperiode, vil i DOKK8000 møde "kunder", som de lærer at kende, og som vil behandle dem med hensyn.

Ud over madlavning vil der også være beskæftigelse med planlægning, udlejning af gæsteværelser, der ikke er booket af beboere, samt rengøring og tøjvask for de beboere, der ønsker aflastning i hverdagen.

Vi har fællesspisning fra mandag til fredag. Vi organiserer det sådan, at to voksne og et barn over 7 år laver mad, og man har madtjans ca. én gang hver 5. uge. Som udgangspunkt er sammensætningen af madholdet tilfældig. Hvis man har børn, kommer man ikke sammen med sin ægtefælle, og man laver ikke mad med sit eget barn. Det har vi valgt for at styrke vores børns relation til andre voksne og deres følelse af ansvar.

Børnene får som udgangspunkt adgang til de samme opgaver uanset alder, men vi afvejer altid, hvad det enkelte barn kan. Vores børn brokker sig hver gang, de skal ned og lave mad, men det er ikke et valg. Når de først kommer ned i fælleskøkkenet, og det ikke er med deres egne forældre, så går det fint. Vi er gode til at købe en sodavand og lidt chips, og det hjælper også.

Hos os melder man sig til ved at skrive sig på et gammeldags analogt skema, som hænger nede i fælleshuset. Det medfører, at vi skal ned fysisk i fælleshuset, og det er helt bevidst valgt for at understøtte, at vi møder hinanden i hverdagen. Vi har ikke take-away mulighed, medmindre man er syg eller kommer sent. Igen fordi vi ønsker at fremme det fysiske fællesskab. Vi frygter, at hvis vi åbner op for det, så bliver det den nemme løsning.

Vi har ingen skærme til fællesspisning. Du sidder altid sammen med din husstand. Men madholdet bestemmer så, hvem man i øvrigt skal sidde med (der er ca. 8 pladser ved hvert bord). Det gør vi for at undgå, at vi alle sidder sammen med de samme få mennesker. Har man for eksempel haft en uenighed med en bofælle, kan det være rigtig sundt at "blive tvunget til" at sidde til bords med vedkommende nogle dage efter.

Vi spiser hver 14. dag. På en halvårlig liste skriver vi os på madhold med fire på hvert hold og to til opryding. Hver madhold beslutter menuen (primært økologisk), udregner beløb pr. deltager (max 55 kr.), annoncerer spisningen og tager imod betaling inden. En fælleskasse/konto dækker under/overskud. Fællespisningens effekt: Et festligt samvær.

Z:

Hvorfor er fællesspisningen vigtig for jer?

Hvilke erfaringer har I gjort jer mht. fællesspisning?

Hvornår synes du, at fællesspisningen er en succes? 

Fællesspisning er frivillig og vi spiser gennemsnitligt 2 gange om ugen. Vi har en liste i fælleshuset, hvor man kan se hvis tur det er til at lave mad. Ud af ialt 12 huse, er der i hvertfald 10 som deltager.

Fællespisning er en naturlig måde at mødes på. Det er en stor lettelse i hverdagen, at der er nogen som laver mad. Så vi hjælper hinanden.  Når  man laver mad skal man både handle ind, lave mad og vaske op. Så når man kommer som deltager, skal man ikke lave noget.

Man gemmer kvitteringerne og en person står for at lave regnskab. Vi har ingen regler omkring fællesspisning, hverken om det skal være økologisk, vegetarisk, dyrt eller billigt. Man bestemmer selv, og det er intet loft på hvor meget man kan købe for.

Jeg synes fællesspisningen er en vigtig del af vores bofællesskab, fordi det at spise sammen er en social ting. Både under selve spisningen lærer du dine naboer at kende og også under madlavning/opvask.

Den største styrke er nok, at vi får så varieret en mad. Der bliver taget hensyn til, hvis der er fødevarer du ikke kan tåle. Vi spiser overvejende vegansk/vegetarisk, og når der er kød på menuen, bliver der altid lavet et alternativ. En anden styrke er der er takeaway ordning hver dag (mandag til torsdag), hvilket gør det utroligt fleksibelt.

Overordnet er mange tilfredse med vores fællesspisning, der er obligatorisk mandag til torsdag (Det er besluttet og står i vores Vedtægter, at vi alle skal betale til vores madordning). For nylig kom en gruppe af beboere med forslag/drøftelse til en ændret model, hvor vores madordning skulle blive mere fleksibel (ikke tvungen mandag til torsdag). Vi har evaluaeret vores madordning 2 gange, og flere mener bl.a., der er for lidt planteproteiner og nogen mener der er for få grønne grøntsager. Udfordringen er at holde budgettet, når vi ønsker (og køber) overvejende økologisk. Vi bestræber os på at købe grønt i sæson, og det er nogen gange svært at holde prisen, når det skal være økologisk.   

De fleste - og specielt børnefamilierne - vægter fællesspisning meget højt. Vores ordning er baseret på høj fleksibilitet, men der er en generel forventning om, at man tager 3 madvagter om måneden (eller en dobbelt eller en tripler: der er tre madvagter per dag) - det er dog langt fra alle, der overholder dette. Der er mulighed for at være "hjemmespiser" og blot hente maden - hvilket primært bruges, når man ikke kan nå at komme til kl. 18. 

Det er op til madholdet at bestemme maden inklusiv hvorvidt det er økologisk (hvilket mange går op i), vegetarisk eller vegansk. Som oftest spiser vi fisk een gang om ugen, og kød - ofte blot som tilbehør - et par gange. Der er næsten altid et vegetarisk og ofte vegansk alternativ (vi har en teenager som er veganer).

Spisning koster 30kr Per voksen og 15 Per barn over 3 år - og man er som udgangspunkt tilmeldt, så man skal aktivt afmelde sig.

Vi har et intranet, hvor man skriver sig på madvagter, så det er altid forskellige hold. Madlaverene fordeler opgaverne mellem sig, herunder indkøb. Man mødes kl 16 til madlavning, som skal være klar kl. 18. Kl 18.25 "rejses" børnene, som derefter kan gå til et tegnebord, eller ud og lege.

Madholdet rydder op. vi har ofte drøftelser om madordningen. Nogle ønsker ren plantebaseret mad, andre færre vagter, men mad der tager mere tid at lave, andre mere protein. Nogle synes det er besværligt at lave vegetarisk og veganske alternativer mv. 

I bofællesskabet Sættedammen har vi madhold på tre ugentlige hverdage: mandag, tirsdag og torsdag. Vi arrangerer det sådan, at hvert hold har sin egen turnus, sådan at de selv bestemmer, hvem der laver mad og hvornår.

I vores fællesspisningsordning er det intet fællesbudget; i stedet betaler man fra egen lomme, og så inviterer man andre på mad.

Madholdene bestemmer selv, hvilken slags mad de vil lave; fx er det ofte fisk om torsdagen pt, og på tirsdagsholdet er det primært økologisk. Spisetid er kl. 18.00, og man skal komme til tiden.

Hos os har vi fællesspisning en gang om ugen, og det er ikke en fast dag, men skifter løbende således, at det er mandag i uge A, tirsdag i uge B, onsdag i uge C osv.

Alt ifm. tilblivelsen af fællesmåltidet er frivilligt og altså ikke en pligt, man som bofælle skal overholde.

Vi har ikke et fast madbudget, men alle overfører fast til fælleskontoen. Herefter indkøbes ingredienser og råvarer via fælleskontoen.

Menuen varierer meget alt efter, hvem der er kok og hjælpere på madholdet den pågældende dag.

Vi har også en drikkevareordning, hvor vi sørger for, at der løbende er købt ind af forskellige drikkevarer, og så har vi et stregsystem, hvor man markerer, når man tager noget.

Fællesspisningen er ikke obligatorisk, men frivillig.

Da vi har et stort bofællesskab (80 rækkehuse) fordelt på 4 grupper af 20 huse og hver gruppe har et stort fælleshus på cirka 350 m2, har vi også igennem de 40 år, vi har eksisteret, opbygget vores forskelligheder i de 4 bo-grupper. Det betyder også, at vores fællesspisningsordninger ikke helt ligner hinanden.

Fællesspisningsordningen i gruppe 4 er p.t. en tilvalgsordning, hvilket betyder, at man melder sig TIL fællesspisning ikke FRA, som vi havde indtil for få måneder siden. Vi har selvfølgelig en fællesspisningskalender, hvor vi angiver, når en gruppe på 3-4 personer ønsker at lave mad.

Madgruppen bestemmer sig for menuen og skriver den på kalenderen og herefter er det op til folk at melde sig til spisningen. To dage før spisningen tælles der op, hvor mange der er tilmeldt og der udregnes en indkøbspris, der kan handles for. Det koster kr. 25 for voksne, 15 for pubertetsbørn (15-18 år) og 10 for børn (3-15 år). Alle huse får en månedsregning, hvor der er opgjort, hvor mange personer, der har spist gange med prisen.

Når en fællesspisningen er færdig, rydder madgruppen op og sørger for at aflevere fælleshuset i samme (eller bedre) stand, end det var modtaget.

Hos os har vi fællesspisning hver dag. Deltagelsen i selve fællesspisningen er ikke obligatorisk, men det er deltagelse i madlavningen til gengæld; det er ca. en gang hver 5. uge.

I gennemsnit er vi 60-80% af familierne der spiser i fælleshuset. Det er som at gå op og spise på restuarent hver dag. 70% af tiden er det vegetarisk. Kokkene bestemmer 100%, hvad der spises. Man er generelt 2 familier der laver mad. Som regl samarbejder man med den familie man skal arbejde sammen med. Derefter laver man et menukort. Beboerne kommer op og skriver sig op via deres husnummer. Opskrivning til fællesspisningen lukker 2 dage inden. Man kan dog godt komme dagen inden og spørge om lov, hvis der er mad nok.

Kokkene, de 2 familier, rytter op og gør rent. Beboerne bærer bestik ud til Industri køkkenet. Det tager max 1 time.

Man er nødt til at have "spændvidde" i de svære diskussioner, og vi tager dem løbende. Vi har blandt andet en retfærdighedsdiskussion: Hvorfor skal nogen særbehandles? De, der er mest retfærdighedsorienterede, kan godt synes, det er lidt svært, når det ikke er ens for alle.

For eksempel har vi et par bofæller, som får lov at vælge madtjanser først, så de kan lægge alle tjanser på én dag, hvilket gør, at deres privatliv kan hænge sammen. Det er der nogen, der synes er uretfærdigt. På den anden side er det netop det, der gør, at alle kan deltage i forhold til deres privat- og hverdagsliv.

Vi prøver simpelthen bare at lytte til hinanden, især når nogen synes, at noget er for træls. Det er blandt andet derfor, vi er gået ned til fire ugentlige fællesspisningsdage – fordi vi jo skal være her alle sammen.

I et aldersblandet bofællesskab må der også være plads til forskellige niveauer af involvering, og det kræver en løbende dialog. Samtidig skal vi gerne bevare følelsen af at være ét fællesskab.

I Fridlev startede vi debatten om, hvordan vi løser vores uenigheder, længe før vi flyttede ind. Alle beslutninger på vores månedlige fællesmøder skal ideelt set tages ved konsensus, og alle sager skal først præsenteres på et fællesmøde og derefter besluttes på et efterfølgende fællesmøde.

Det giver tid til både formelle og uformelle udvekslinger, og det er i sig selv fredsskabende eller konfliktskabende. Især når vi praktiserer konsensus på den måde, at man ikke nødvendigvis skal erklære sig fuldt ud enig i alt, der besluttes, men være indstillet på at kunne leve med det, trods alt. Alt behøver ikke at blive løftet op til at være eksistentielt eller principielt.

Det udelukker naturligvis ikke, at vi på et tidspunkt kan få brug for et mere formelt konfliktløsende værktøj. Vi er ikke alle lige bøjelige eller fleksible, og vi har forskellige vurderinger af, hvad der er vigtigt. Men indtil videre har tilgangen været, at vi kravler over den mur, når vi står foran den.

Vi havde en episode med en familie, der medbragte skærme til deres barn til fællesspisning, og det stred bare mod vores værdier. Selvom de fleste nok kender til, at det kan være skidesvært med børn til fællesspisning, forsøgte vi først at løse det på tomandshånd med et par kolde øl og en snak hos familien. Der blev talt om, at man dels godt kunne forstå, hvorfor de gjorde det, men omvendt også, at alle jo er vant til irriterende børn til fællesspisning. Når barnet sættes foran skærme, fjernes også muligheden for, at de andre bofæller kan lære barnet at kende.

Det var en svær samtale, og der var desværre ikke lydhørhed. Derfor var vi nødt til at tage det op til et fællesmøde. Vi faciliterede det som en generel snak om skærme i fælleshuset (og ikke møntet på den enkelte familie, men selvfølgelig kunne man godt regne ud, hvor det kom fra). Alle var meget enige, så der var ikke engang nogen afstemning.

Vi forsøger at lade være med at lave afstemninger. Vi synes egentlig, at afstemninger er et skridt ned fra den ønskede beslutningsproces. Det er nok ud fra en tanke om, at det er "polskabende" at tage noget til afstemning. Men folk er også klare i spyttet nok til at råbe op, hvis de ønsker en afstemning.

Familien endte faktisk med at flytte, dog også på grund af andre årsager.

Vi har ikke procedure for konflikthåndtering. Ingen har tænkt på at indføre en procedure og det vil nok være svært at få flertallet med på at vi skal have en procedure for konflikthåndtering.  Vi forsøger at imødegå konflikter ved at tale sammen. Det lykkes som regel. De konflikter vi har haft er nok i småtingsafdelinge og vi har nok ikke opfattet episoder som en konflikt. så det er svært at komme med eksempler. Typisk vil de fleste nok trække sig og sige "pyt", det har nok noget at gøre med, at vi er overvejende ældre/gamle mennesker. Vi bliver lidt mere "runde"med årene.  

Vi har ikke en prodecure for konflikthåndtering, fordi et forslaget om konflikthåndtering bliver mødt med modstand. Lige nu er der en konflikt om højden på træerne. Nogen synes de er for høje og tager udsigten. Andre mener ikke at træerne skal fældes, eller beskæres. Vi oplever problemer med konflikter og beslutningsprocesser. Det har vi i årevis kæmpet med.

Konflikter håndteres på fællesmøder. Nogle konflikter løses ikke, men er en del af bofællesskabet. Der lyttes og tales meget, men der er også stor forskellighed.