Hallingelille, dome og andet byggeri - Foto: Hallingelille

Mange bofællesskaber er enten underlagt bæredygtighedskrav fra kommunal side, f.eks. DGNB-mærkning, svanemærkning eller lignende, eller mødes i ønsket om i fællesskab at leve mere bæredygtigt. Det er en styrke at være sammen om større investeringer og livsstilsændringer, derfor anses bofællesskaber som en optimal boform til at kunne afprøve bæredygtige løsninger.

Det grønne felt er bredt. Ikke kun byggeriet, men også energiforsyningen, affaldssorteringen, byttebiksen og de grønne fællesområder bidrager til en bæredygtig profil. Det er en god ide at alliere sig med fagfolk og eksisterende fællesskaber, der allerede har gjort sig erfaringer.

Det er også vigtigt at holde de bæredygtige løsninger op imod økonomiske realiteter. Fx kan et billigt tag af stålplader være en god og prisbillig løsning, der er forholdsvis bæredygtig, når man tager i betragtning, at 95% af alt stål genbruges.

Bæredygtighed er et hensyn, som mange bofællesskaber tænker ind, når de skal etablere deres boliger og levevis som fællesskab. Har man en anden aktør, der hjælper med at fremdrive bofællesskabet, er det godt at vide noget om, hvad krav og spørgsmål, man kan stille dem. Ligeledes i dialog med entreprenør og byggefirma.

I det følgende ses på, hvordan man kan tænke bæredygtighed ind i sine valg af materialer, forsyninger, processer og dagligdag. Selv hverdagens mikrohandlinger kan gøre en stor forskel.

Klik på links herunder og hop direkte til det respektive afsnit.

I Danmark er byggeri stærkt reguleret. Bygningsreglementet skal man kende, idet det udstikker de tekniske krav, alle byggerier er underlagt. Det beskriver, hvordan et byggeri skal udføres og skal overholde krav til sikkerhed, sundhed og energi. Det anbefales at udvælge rådgivere og entreprenører med solide kompetencer inden for bæredygtigt byggeri. Pas på ’greenwashing’ både hos producenter, rådgivere og entreprenører - mange vil gerne smykke sig med begreber inden for den bæredygtige skala. Det er en fordel, hvis man som bygherre selv har sat sig ind i emner inden for bæredygtigt byggeri, indeklima, akustik, lys og holdbarhed mv., så man kan afstemme forventninger og pris sammen med sine rådgivere. Valget af rådgivere kan være afgørende for løsningernes holdbarhed, så undersøg rådgivernes referencer grundigt.

Byggematerialer
Valg af byggematerialer er et kardinalpunkt, hvis man skal tænke ’grønt’. De fleste entreprenører kan godt forhandles frem til bedre og mere miljørigtige løsninger, hvis man som gruppe fremstår realistisk i sine ønsker og har sat sig godt ind i tingene. Når man skal vælge byggematerialer, kan man med fordel tænke i materialernes livscyklus. Hvor meget CO2 og ikke-fornybare råmaterialer er der anvendt til at producere dem, og hvor meget kan genbruges eller komposteres efterfølgende? Tænk også på arbejdsmiljøet for håndværkerne og dem, der fremstiller byggematerialerne. Særligt problematiske materialer inkluderer former for skum, fugemasse, maling og mineraluld. Gode alternativer er materialer, der ikke afgasser eller ætser og ikke indeholder farlige fibre. Vær opmærksom på, at bæredygtige materialer også kan være farlige at arbejde med, så man bør altid beskytte sig korrekt.

Opmærksomhedspunkter til byggematerialer:

• Overvej - og spørg rådgivere og entreprenører - hvordan man kan skabe et godt indeklima i boligen, og samtidig sikre lavt energiforbrug i driften. Husk, at et lavt energiforbrug i driften kan betyde høj CO2-udledning ved fremstillingen af materialerne.
• Spørg til muligheder for genbrug, både før og efter anvendelse i byggeriet, og spørg til materialernes behov for vedligeholdelse.
• Vælg gerne biobaserede byggematerialer og materialer fremstillet af lokale råstoffer. Undgå materialer lavet af knappe ressourcer.
• Undgå byggematerialer, der indeholder stoffer, som er skadelige for miljø og mennesker. Vær fx opmærksom på fugemasser og maling.
• Vælg materialer, der er gode til at håndtere fugt, blandt andet for at minimere risiko for skimmelsvamp. Også her er de biobaserede materialer at foretrække frem for mineraluld.

Konstruktioner
Konstruktionen er selve den måde, huset er bygget på. De valg, man træffer her, har omfattende konsekvenser for byggeriets bæredygtighed, både med hensyn til energiforbrug, holdbarhed og indeklima. Her skal rådgiverne også på banen.

Et vigtigt aspekt ved konstruktionen er ventilation og indeklima. Hvis man vælger en diffusionsåben konstruktion (uden plastikmembran eller -maling), kan man reducere behovet for mekanisk ventilation og dermed mindske energiforbruget i huset – og samtidig spare både penge og ressourcer i anlægsfasen. Diffusionsåbne konstruktioner har mange fordele, men de kræver, at man vælger diffusionsåbne materialer hele vejen gennem klimaskærmen – også den indvendige maling. Ventilation med fx ventilationsvinduer eller enkeltrums-ventilatorer, der kan genanvende varmen fra huset, kan dog være nødvendigt også.

Bæredygtige fundamenter, bærende konstruktioner og tagbelægninger omfatter:

• Trækonstruktion
• Muret konstruktion i genbrugsmursten eller ubrændte sten af presset lerjord
• Smalt randfundament af beton (i stedet for et pladefundament, der dækker hele husets areal)
• Skruefundament, helt uden brug af beton
• Stråtag
• Ståltag
• Tagpaptag af biobaseret tagpap
• Tag af genbrugstegl

Design og arkitektur
Bofællesskabernes måske største fælles bidrag til en bæredygtig retning er dels den fælles dannelse og påvirkning, men også muligheden for mindre private boliger.

Det er muligt at bo mindre, fordi flere pladskrævende behov kan dækkes af de fælles faciliteter - en form for indbygget deleøkonomi. Det kan fx være gæsteværelser, kontorer, legerum, vaskerum og værksteder, men også storkøkken, spisesal og stuer. For at dette skal blive en succes, er det afgørende at prioritere fællesfaciliteter i både omfang og kvalitet. Der skal lægges mindst lige så meget sjæl i at indrette de fælles faciliteter, som der gives til de private boliger. Og de allermest bæredygtige kvadratmeter er dem, man ikke bygger.

Mange børnefamilier vælger at bo i bofællesskaber. Men børn vokser, og det gør også deres behov for plads - og på et tidspunkt flytter de hjemmefra. Hvis disse familier skal have lyst til at blive boende i bofællesskabet, når behovene ændrer sig, skal rammerne være tilsvarende fleksible. Det er en udfordring, som de færreste bofællesskaber endnu har løst. Der er forskellige løsningsmodeller: muligheder for til- og ombygninger, rum, som efter behov kan høre til forskellige boliger, fælles børne- og ungdomsfaciliteter, ungdomsboliger mm. Sådanne muligheder skal helst indtænkes fra starten, når den første streg slås. Det skal være en præmis for byggeriet. Det kan koste lidt ekstra, men udgør en bæredygtig investering i fremtiden.

Vær opmærksom på, at arkitekter ofte gerne vil gøre bygninger minimalistiske og derfor benytter fx aluminium og plast, fordi det ikke fylder og vejer så meget som fx træ og mursten. Men det er sjældent de mest bæredygtige løsninger. Minimalismen kan også give sig udslag i manglende udhæng på taget, hvilket risikerer at forkorte facadens levetid. Man kan have brug for at være ret insisterende over for arkitekten, hvis man gerne vil bygge bæredygtigt.

I forhold til prisen kan man ofte spare en hel del ved at vælge fælles standardiserede boliger. Jo flere særlige tiltag og individuelle løsninger, jo dyrere og mere besværligt bliver byggeriet.

Opvarmning og nedkøling
Det er vigtigt at orientere byggeriet i forhold til solindfald, vind, læ og landskab. Vær opmærksom på, at moderne lavenergibyggeri ofte har problemer med overophedning om sommeren. Det er derfor vigtigt med udvendig solafskærmning i form af fx udhæng eller facadepersienner. Store sydvendte vinduer kan af samme grund være et problem.

• Man kan med fordel arbejde med zoneinddeling, da ikke alle dele af bygningen behøver opvarmning. Fx er badeværelse, køkken og kontor oplagte til subtropisk klima med sydvendt glas, mens soveværelser gerne skal kunne holdes kølige.
• Ligeledes kan man arbejde med ude-, inde- og mellemzoner for at minimere arealer, der skal opvarmes. Overdækket udendørsareal og en mellemzone med passiv solopvarmning giver mange billige og bæredygtige kvadratmeter.
• Man kan udnytte solen med fx udestuer, der er bygget mod en massiv væg, som kan optage og holde på varmen.
• Man kan naturligt begrænse bygningens varmetab ved at bygge tæt - fx rækkehuse, der har mindre ydermursareal.
• Indvendig solafskærmning virker ikke i lavenergihuse - afskærmningen skal være udvendig. Mod syd kan afskærmningen være fast i form af udhæng. Mod vest og øst kan man benytte sig af bevægelige skærme, udvendige persienner, skodder eller solsejl.
• Det er vigtigt at etablere mulighed for effektiv krydsventilation via fx ovenlysvinduer, for at kunne køle huset ned.
• Mange moderne gulvvarmestyringer kan koble husets gulvvarmesystem direkte med et jordvarmelager og frikøle huset ad den vej. Denne frikøling hjælper også med at regenerere jordvarmelageret.
• Jordopvarmet spisekammer kan laves simpelt med et rør ned i jorden, hvor der altid er omkring otte grader.

Renovering af eksisterende byggeri
Køber man eksisterende bygninger, vil det ofte være det mest bæredygtige at renovere. Når bygningskroppen er der i forvejen, spares både materialer og transport. Det anbefales at få udført en konkret vurdering af hver enkelt bygning, baseret på en grundig analyse. Vær ekstra opmærksom på fugtproblemer, asbest og Poly-Chlorerede Biphenyler (PCB).

Proces og brug af rådgivere
Hvis byggeriet indeholder løsninger som solceller, lokale spildevandsløsninger og lignende, kan der være krav om særlige tilladelser. Det kan anbefales at tage en dialog med kommunen om dette meget tidligt i processen.

Når man har udarbejdet et egentligt byggeprospekt, kan man indhente tilbud fra entreprenører og rådgivere. I nogle tilfælde er det hensigtsmæssigt at tage entreprenøren med på råd i et samarbejde med arkitekter ret tidligt i projektet. Det gælder, hvis der fx skal bygges med alternative materialer som genbrugsmaterialer, strå, hempcrete eller stampet ler – eller andre løsninger, som endnu ikke er almindeligt udbredte blandt entreprenører og håndværkere.

Både blandt udviklere, kommuner og entreprenører opleves et stigende fokus på certificeringer og byggekoncepter såsom passivhuse, nulenergi, lavenergi, DGNB, svanemærkning osv.
Som bæredygtig bygherre er det klogt at forholde sig undersøgende i forhold til disse. Certificeringer er ofte firkantede og ikke nødvendigvis opdaterede i forhold til innovation og marked, ligesom den enkelte certificering ikke nødvendigvis har lige så høje ambitioner for bæredygtighed som bygherren. I det hele taget er færdiglavede koncepter ikke sensitive over for den lokale kontekst og kan føre til uhensigtsmæssige og i værste fald mindre bæredygtige tiltag end en lokal gennemtænkt løsning. Det anbefales at benytte en rådgiver, som har ekspertise specifikt inden for bæredygtigt byggeri og kan tage stilling til det helt konkrete projekt.

Se eksempler i Vidensbanken.

Bæredygtighed og økonomi
Endelig kan det anbefales at tage prisen i betragtning tidligt i processen. Forholdsvis billige løsninger i form af papirisolering som løsuld, tagkonstruktion med stålplader, alternativer til betonfundament som fx skruefundament skal gerne tænkes ind, inden arkitekten har sat for mange streger. Det er en god idé at indregne omkostninger til driften, så man foretager en totaløkonomisk vurdering, der omfatter driftsomkostninger de næste 20-30 år. Hvis man fx køber billige vinduer, der er malet med plastmaling, vil det hurtigt blive dyrt i vedligehold, set i forhold til vinduer lavet af godt træ og behandlet med linolie i korrekt påføring.

Det kan være vanskeligt at prissætte et byggeri på forhånd, dels fordi der kan forekomme forsinkelser på leverancer af nogle typer materialer, og dels fordi der kan være mangel på håndværkere, og priserne derfor stiger – men måske svinger nedad igen. Vær opmærksom på, at der er en fast maximumspris på de samlede omkostninger pr. m2 ved byggeri af almene boliger (rammebeløb). Det kan udfordre ønsket om bæredygtige materialer eller konstruktioner (fx sanitet med mere rørføring end "normale byggerier").

Tjek VIDENSBANKEN for eksempler på byggeri.

Bæredygtighed er en egenskab karakteriseret ved systemer og ikke primært ved individer - eller individuelle huse for den sags skyld. Bæredygtighed sidder med andre ord i de installationer og systemer, der sørger for el, vand og varme, for den mad man spiser og for behandling af ens spildevand og affald. Disse funktioner ligger traditionelt uden for den enkelte husstand og varetages af selskaber, myndigheder og firmaer, som ikke nødvendigvis har bæredygtighed øverst på dagsordenen. Men en større sammenslutning af husstande - fx et bofællesskab - kan selv stå for meget af infrastrukturen og dermed selv vælge graden af bæredygtighed. Tjek også den kommunale komponent, hvor det beskrives, hvordan den lokale kontekst kan have indvirkning på ovenstående.

Energiforsyning og energifællesskaber
Boliger anvender energi i mange forskellige former som fx el, varme, varmt vand og gas. Den mest bæredygtige - og billigste - energi er den, man ikke bruger og dermed ikke skal producere. Det er en vigtig betragtning, når man designer huse med hensyn til dagslysindfald, passiv opvarmning fra solen, isolering og ventilationsløsninger.

For enkelte husstande er de to primære måder at producere egen el på solceller og husstandsvindmøller.

Solceller er en veletableret industri, og det kan lade sig gøre at etablere rentable solcelleanlæg uden offentlig støtte. En interessant mulighed med hensyn til solceller er at etablere et batteri sammen med en hybrid-inverter, som i mange tilfælde kan gøre et hus uafhængigt af elnettet i sommermånederne. Solceller har dog den ulempe, at de ikke producerer noget fra midt i november til midt i marts. Dette er sammenfaldende med fyringssæsonen, og de mange boliger, der bruger varmepumper til opvarmning, er derfor udelukket fra at bruge egenproduceret sol-el til deres største el-forbrug.

El til opvarmning er til gengæld en mulighed med husstandsvindmøller, som netop producerer mest energi i den mest blæsende del af året, der falder sammen med fyringssæsonen. I praksis er husstandsvindmøller dog kun en mulighed i det åbne land.

I det danske klima giver en blanding af 20% solkraft og 80% vindkraft målt på effekt den største egenproduktion - som dog langtfra er 100%. Hvis man designer et forsyningssystem til en større enhed som fx et bofællesskab, hvor der er kapital til at bygge flere anlæg, kan det være værd at stræbe efter denne fordeling.

I al forsyning med vedvarende energi er lagringskapacitet afgørende for en høj selvforsyningsgrad. Batterilagre, der har en fornuftig kapacitet, kommer sandsynligvis snart på markedet. Endvidere kan en elbil under visse omstændigheder anvendes som lager, eventuelt samtidig med, at den oplades. Hvis man bruger en stor del af sin egenproducerede strøm til opvarmning, er energilagring i form af varmelagring en mulighed. Sammenlignet med batterier er det nemt og billigt at gemme energi i form af varmt vand.

I Danmark er afgifterne på el høje. Så høje, at det i skrivende stund sjældent kan betale sig at producere strøm selv, hvis der samtidig skal betales afgift af den. Hovedreglen er, at hvis strøm skal “eksporteres” hen over en matrikelgrænse, skal der betales elafgift. Der er forskellige undtagelser – fx for klyngehuse i tæt lavt byggeri. Lovgivningen ændrer sig dog løbende, og det anbefales at benytte sig af professionel rådgivning, hvis man ønsker at producere el i større skala end til den enkelte husstands eget forbrug. Bofællesskab.dk og Landsforeningen for Øksoamfund er begge stiftende medlemmer af Energifællesskaber Danmark, der netop arbejder med oplysning samt for politisk at skabe gode forhold for borgerdrevne energifællesskaber.

Opvarmning
De fleste huse skal varmes op. Gængse opvarmningskilder er gasfyr, brændeovne, pillefyr og varmepumper. Biogasfyr er teoretisk set også en mulighed, men der er ikke mange eksempler. Gasfyr betjener sig af naturgas, som er et fossilt brændstof og derfor ikke bør benyttes i bæredygtigt byggeri. Endvidere er naturgas blevet dyrt på grund af forsyningsudfordringer. Brændeovne og pillefyr er velkendt teknologi og billige i drift, da biomasse er afgiftsfritaget. Biomasse er i princippet CO2-neutralt, men på grund af ikke-bæredygtig skovdrift er disse brændsler ikke CO2-neutrale i praksis. Varmepumper, eventuelt suppleret med solvarme om sommeren, kan være at foretrække i de fleste tilfælde.

Vandbaseret opvarmning er det mest gængse, det letteste at styre og det mest komfortable. I nybyggeri er gulvvarme kombineret med en varmepumpe en god løsning, da gulvvarmen kan udnytte lave fremløbstemperaturer, hvilket gør varmepumpen mere effektiv. Moderne A2020 huse kan dog opvarmes udelukkende ved hjælp af en luft-til-luft varmepumpe indbygget i ventilationen, men dette kræver en dispensation, da bygningsreglementet kræver, at temperaturen i et hus kan reguleres individuelt i hvert rum.

Store varmepumper, der kan trække et lokalt fjernvarmenet, er som regel væsentligt mere effektive og bruger ofte “naturlige” kølemidler såsom ammoniak, propan eller CO2. Dette i modsætning til små hustandsvarmepumper, der er mindre effektive og ofte benytter HCFC-kølemidler, som er særdeles potente drivhusgasser. Her er altså en mulighed for at øge bæredygtigheden ved at gå sammen som fællesskab.

Lavenergibyggeri er typisk tæt og med kontrolleret ventilation med varmegenvinding. Når kold tør luft varmes op, bliver den endnu mere tør. Det kan skabe for tør luft i boligen. Bygningsreglementet sætter krav til ventilationsmængden. Samme krav gælder for alle typer boliger. Niveauet beskytter mod skimmeldannelse i ældre bygninger, men er typisk helt unødvendigt for nye bygninger. Ventilationen giver typisk unødvendig og meget generende tør luft, træk og støj. Sørg for godt design og regulering efter CO2-niveauet i luften.

I nybyggeri med lavenergihuse er et lokalt lavtemperatur-fjernvarmenet med en central stor varmepumpe ofte en god løsning, selvom investeringen er større. I et lavtemperatur-fjernvarmenet er nettabet meget begrænset, men nettet kan ikke levere varmt brugsvand, som så må laves i de enkelte huse på anden måde. Der findes luft-til-vand-varmepumper, som kan bruge varmen fra husets ventilation til varmt vand. Dette vil ofte være en god løsning.

Spildevand & regnvandsopsamling
Rensning af eget spildevand kan have flere fordele. For det første er spildevand en ressource, der indeholder næringsstoffer eller kan anvendes til vanding. For det andet bliver beboerne tvunget til at tænke over, hvad de hælder i kloakken. Og for det tredje kan man i nogle tilfælde spare på afledningsafgiften til kommunen.

Hvis man behandler sit spildevand lokalt, kan man lukke sit næringsstofkredsløb. Det vil sige, at man kan genvinde sine makro-næringsstoffer (kvælstof, kalium og fosfor) og bruge dem i et eventuelt regenerativt landbrug. Man undgår også at bidrage til udledning af næringsstoffer i vandmiljøet og havene. Lokale spildevandsanlæg, der kan genvinde næringsstoffer, er enten lukkede eller åbne. Anlæggene er biologiske og genvinder næringsstoffer ved, at de bindes i planter - fx pil eller tagrør - og kan genudnyttes ved kompostering af plantematerialet.

Lukkede anlæg er oftest såkaldte pilerensningsanlæg, som består af lukkede bassiner, der er beplantet med energipil, hvor spildevandet injiceres i bunden. Pilene fordamper spildevandet gennem bladmassen om sommeren og binder næringsstofferne som pil, der kan høstes og komposteres og/eller bruges som brændsel. Pilerensningsanlæg kræver en del plads, men er fritaget for spildevandsafgift, da de ikke har nogen afledning.

Åbne anlæg er også kendt som beplantede filteranlæg. De består af åbne bassiner, hvor en beplantning af fx tagrør renser, optager og binder næringsstofferne. Åbne anlæg skal betale en reduceret spildevandsafgift, da de stadig udleder det rensede spildevand til en modtager. Åbne anlæg er som regel væsentligt mindre for en given kapacitet og dermed billigere at anlægge.

Gråt spildevand (uden fækalier) kan bruges til vanding under visse forudsætninger. Derudover findes der urinseparerende toiletter, som kan skille urin fra. Urin er, hvis det hygiejniseres rigtigt, en potent kvælstofgødning.

Endelig findes der komposttoiletter, der ikke anvender vand, og derfor ikke producerer sort spildevand. De kan potentielt spare penge, da man undgår udgifter til kloak og anlæg, der kan håndtere sort spildevand. De kræver dog en vis tilvænning at bruge - og tilladelse.

Hvis man har lokalt spildevandsanlæg, udarbejdes en liste over stoffer, som beboerne ikke må skylle ud i kloakken. Produkter, der ender i kloakken, skal være biologisk nedbrydelige, og biocider som Rodalon, Triclosan og klorin skal undgås. Dette er lettest at administrere ved at kræve, at alle produkter, der ender i kloakken, skal være enten svanemærkede eller have EU-blomsten, da biologisk nedbrydelse er en forudsætning for disse mærkninger.

Opsamling af regnvand til tøjvask, toiletskyl og havevanding er i nogle tilfælde en god idé både økonomisk og miljømæssigt. Regnvand er blødt vand, det vil sige uden indhold af kalk. Det betyder, at regnvand er skånsomt for blandt andet vaskemaskiner.

I moderne huse er mængden af vand, der kan erstattes af regnvand, lav på grund af A-mærkede opvaskemaskiner, vaskemaskiner og vandsparetoiletter. Derfor kan egentlige regnvandsanlæg ikke betale sig i almindeligt nybyggeri. Men de kan ofte betale sig i forbindelse med fx et fællesvaskeri. Derudover kan regnvandet let opsamles til fx havevanding.

At være mange giver klare fordele, når det handler om at reducere individuelt og fælles forbrug - både ved at man deles om tingene i stedet for at have hvert sit, og ved at man øger sit genbrug.

Affaldshåndtering
Indret evt. en fælles genbrugsplads med fornuftige sorteringsmuligheder - og gerne flere fraktioner, end kommunen kræver, hvis der findes aftagere. Det kan dreje sig om fx aluminium og kobber eller stof til sy/væveprojekter. I de fleste bofællesskaber er der nedsat specifikke arbejdsgrupper til affaldshåndtering, som er ansvarlige for at optimere ordningerne og få aftaget de fraktioner, som ikke bliver hentet af kommunen.

Kompostering
Hvis man har jord, der kan aftage komposten, er en fælles kompost helt oplagt. Særligt et flittig brugt fælleskøkken skaber mange komposterbare rester fulde af næring, man med fordel kan beholde på matriklen. Kompostering behøver ikke at være kompliceret, men hvis man ikke har meget udeareal, er det en god ide at sætte sig ind i optimeret kompostering.

Deleøkonomi
Man kan med fordel overveje deleøkonomi for en række forbrugselementer som biler, elcykler, værktøj og maskiner, der anskaffes fælles og deles efter forskellige systemer. Deleøkonomiske ordninger kan gælde hele fællesskabet eller håndteres af forskellige laug. Det er vigtigt med klare aftaler, så systemerne ikke ender i konflikter eller med dårlig vedligehold.

Byttebiks: De fleste bofællesskaber bytter ting internt. Indret eventuelt en byttebiks som en fælles facilitet. Der vil være brug for, at en arbejdsgruppe står for og vedligeholder stedet.
Udform også fx en praksis, hvor man kan sende en mail rundt eller skrive på intranettet, hvis man har større møbler eller andet, man gerne vil give videre.

Fællesindkøb: Fælles storindkøb af dagligvarer kan give både økonomisk og grøn mening. Man kan vedtage en fælles politik om tilstræbte certificeringer (fx økomærkning) og på den måde sikre, at fællesskabet som helhed belaster miljøet mindre. Måske endnu vigtigere, så nedsættes behovet for daglige indkøb og dermed brugen af bil. Og man ‘sparer’ impulskøb væk.

Se flere eksempler på deleøkonomi i Vidensbanken.

Man kan understøtte den lokale biodiversitet ved fx at plante et udvalg af hjemmehørende planter, så der er optimale levesteder for svampe, insekter og fugle. Anlagte vandhuller giver øget biodiversitet og er et godt sted for børn og nysgerrige sjæle at gå på opdagelse. Desuden kan man etablere insekthoteller. Hvis man vil maksimere biodiversiteten, bør man forsøge at minimere græsplæner, der kræver meget vedligehold og samtidig er ‘biologiske ørkener’.

Lokal Afledning af Regnvand (LAR)
Mange nye bofællesskaber vil af kommunen (via lokalplanen og byggetilladelsen) blive pålagt selv at håndtere regnvandet på området. Regnvandet må ikke ledes ud i det offentlige kloaksystem og skal derfor enten kunne sive ned i jorden eller kunne ledes ud i en nærliggende sø eller å.

For de beplantede områder (herunder græsplæner) er det således vigtigt, at regnvandet kan sive ned i jorden lokalt. Det kan derfor være nødvendigt at forbedre jorden, så den bliver mere porøs, at grubbe jorden efter der har kørt tunge køretøjer under byggeriet (’traktose’), og at øge jordens porøsitet gennem beplantning. Køreplader under byggefasen kan reducere traktosen.

Regnvandet fra tage og veje ledes typisk i åbne render (LAR-render) hen til nedsivningsbassiner, hvor trapper forsinker regnvandet, så det får tid til at sive ned i jorden. Særlige planter (fx pil) i nedsivnings­bassinerne kan både hjælpe til at nedsætte strømmen i vandet og til at opsuge vandet. Overskydende vand ledes ud til et åbent område eller hen til en nærliggende sø eller å. Det er vigtigt, at selv kraftige regnskyl ledes kontrolleret væk, så der ikke opstår kritiske oversvømmelser ved eller i bygninger.

Endelig kan noget af regnvandet opsamles til genbrug – fx til toiletskyl. Det vil typisk være regnvand fra tage, der opsamles i store, nedgravede tanke, og det kræver særlig rørføring i boligerne til formålet. Regnvands­genbrug skal således tænkes og etableres i byggefasen. Det er vanskeligt og dyrt at indføre regnvandsgenbrug på et senere tidspunkt, medmindre det er forberedt – fx med den nødvendige ekstra rørføring i boligerne.

Bygherre er ansvarlig for LAR-løsningerne, og skal godtgøre over for kommunen, at løsningerne er tilstrækkelige.

Zoneinddeling
Man kan i sit landskabsdesign med stor fordel lade sig inspirere af permakulturens zoneinddelinger, som går fra zone 0: hjemmet - til zone 5: den vilde natur. Her er idéen, at de mest pasnings-intensive planter/dyr - fx højbede eller drivhuse - placeres i zone 1, mens mindre krævende elementer - fx frugttræer - placeres i de næste zoner. Mennesket er et mageligt væsen, der nødigt bevæger sig langt. En anden permakulturform er det spiselige landskab, hvor mad dyrkes på træer og buske, da disse ikke kræver så meget pasning som mere traditionelle afgrøder.

Et fælles land- eller havebrug kan til en vis grad forsyne fællesskabet med friske, velsmagende og sunde afgrøder samt eventuelt æg, mælk og kød. Lokal dyrkning gør det muligt at lukke sit næringsstofkredsløb og dermed mindske miljøpåvirkning. Faktisk er genbrug af egne næringsstoffer en nødvendig forudsætning for bæredygtighed i det lange perspektiv. Dette er desværre ofte et overset aspekt af bæredygtighed og byplanlægning. Landbrug giver også mulighed for at skabe lokal robusthed, og det giver en mulighed for at engagere det omkringliggende samfund via fx en gårdbutik.

Det er dog ikke sikkert, at egenproduktion af fødevarer altid er den mest miljøvenlige løsning set i et helhedsperspektiv. Er det specifikt den miljømæssige bæredygtighed, man går efter, bør man undersøge nøje, hvad det kræver af ressourcer at dyrke sin egen mad, og holde dette op imod indkøbte fødevarers miljøaftryk. Da transporten af fødevarer som regel udgør en lille del af deres samlede miljøaftryk, er det ikke nødvendigvis nok til, at det kan ‘betale sig’ at dyrke selv.

Priserne på afgrøder i Danmark er relativt lave blandt andet på grund af landbrugsstøtten, så det er svært at dyrke sine egne afgrøder meget billigere, end hvad de kan købes til i butikkerne, når man tager alle omkostningerne med. Men man kan dyrke dem i en højere kvalitet.

Landbrug kræver generelt meget arbejde og meget plads. Drivhuse giver det højeste udbytte, målt på arbejdstid og arealeffektivitet pr. krone, og de kan derfor især i fællesskaber med mindre udearealer være den bedste løsning. Men effektiv dyrkning i drivhuse kræver en vis kompetence. Det kræver i det hele taget erfaring at dyrke effektivt landbrug. En erfaring som de færreste har - men det kan læres. Forvent ikke de store resultater de første år. Øvelse gør mester.

Landbrugsafgrøder kommer i klumper, når man dyrker dem selv. Det er derfor værd at tænke over et system for, hvem der aftager afgrøderne, hvor de kan opbevares, og hvem der konserverer dem på forskellig vis for at strække sæsonen. Har man et køkkenteam, er det selvfølgelig også vigtigt at koordinere med dem, så de bruger sæsonens friske råvarer så meget som muligt.