Onsdag, den 13. september afholdt Ældresagen et debatmøde om seniorbofællesskaber i Odense. Mødet blev afholdt i Seniorhuset og der var plads til 200 personer, men interessen var ifølge Ældresagen meget større.

Boligforsker Max Pedersen indledte med et oprids af, hvordan billedet tegner sig lige nu for seniorbofællesskaber i Danmark. Der er ifølge Max Pedersen mange gode grunde til at seniorer skal flytte i bofællesskab, blandt andet tryghed, fællesskab, netværk og fælles motion. Ved hjælp af et større undersøgelse på området kunne Max Pedersen berette om en meget stor tilfredshed blandt de ældre, der allerede bor i seniorbofællesskab.

Efter det statistiske oprids af Max Pedersen blev mikrofonen givet videre til Jens Pilholm, der er direktør i Fyns største boligorganisation, CIVICA. Jens Pilholm ville med sit indlæg gerne plædere for, at der er al mulig grund til at bygge seniorbofællesskaber med CIVICA som partner. Inden for den almene boligsektor er der muligheder for at bygge godt og billigt, hvilket tilgodeser de ældre, der ikke har skummet fløden ved en stor friværdig i en tidligere ejerbolig. CIVICA har allerede 6 bofællesskaber i portofølgen, hvoraf 3 af dem er seniorbofællesskaber. Men der er plads til mange flere, siger Jens Pilholm.

Efter en lille pause i arrangementet blev et lille panel bestående af de to ovennævnte samt Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og rådmand Jane Jegind (V) genstand for spørgsmål fra salen. Gennemgående spørgsmål var naturligvis, hvad Odense by kunne tilbyde kommende seniorbofællesskaber. Peter Rahbæk Juel så gerne, at der allerede i dette års budgetforhandlinger i byrådet blev besluttet at tilgodese medfinansiering af et antal bofællesskaber, mens Jane Jegind mente, at man først skal færdiggøre byggerier af ungdomsboliger, som Odense byråd havde forpligtet sig til. Derefter om et par år eller mere ville hun gerne indgå i en diskussion om støtte til opførelse af seniorbofælleskaber i Odense. Hun så dog helst, at de finansieres af private og opføres som ejerboliger.

Konklusionen af mødet er blandt andet, at der er et enormt behov for flere seniorbofællesskaber, ikke bare i Odense men i hele landet. Om få år er Danmarks befolkning over 55 år på 40 %. Samtidig stiger behovet for at bo flere sammen i fællesskaber i disse år. Så der er ingen tvivl om, at uanset, hvordan bofællesskaber finansieres, bliver der bygget eksplosivt mange i løbet af de næste år.

0
0
0
s2smodern